120 S. Sørensen: Anm. af Semiterne (CXII); «Persien var dengang det store Indogermanske sprogcentrum» (CXVI)!. Dog vilde de også uden fremmed påvirkning have gennemløbet de samme udviklingstrin, men langsommere (CXXIV, men jf. det oven citerede LX fg.). Kun Indogermanerne (undtagen Inderne) have hélt brudt med sjæledyrkelsen og ere gåede over til naturdyrkelsen (hvoraf naturfilosofi og naturvidenskab); det er dette, denne race skylder sin herskerstilling (C fgg.); i alt andet har den været afhængig af de andre to racer, navnlig Semiterne (se ovenfor). — Dette afsnit indeholder endnu interessante theorier om sprogets enhed eller deling (LXXI fgg.), sprogets udvikling (CXVII fgg.), de Indogermanske sprogs slægtskabsforhold (CXIX fgg.; han indrömmer, at der er vanskeligheder, CXXI), m. m. «Udbredelsestheorien» er unegtelig smukt fremsat og afgiver en plausibel hypothese om menneskeslægtens første udbredelsesstadium; men der er mange omstændigheder, som rykke forholdene i «udbredelsestiden» så langt bort fra de historisk kendte forhold, at den synes at måtte være temmelig værdiløs for opfattelsen af disse. Forf. er ikke blind for disse omstændigheder, men synes ikke at ane de consequenser, de have for hans slutninger. Han taler gentagne gange om «senere politiske forskydninger» (XCI; jf XXX); han indrömmer, at det moderne kulturmenneske væsentlig har overvundet stedbundetheden (LVI); at kun hvor urbeboerne have løst deres kulturopgave tilfredsstillende, er den dannede race uudryddđelig. ellers vil den blive udryddet (XXXI, men jf. XXVII). Men hvorledes kan man så hævde, at ethvert folk på jorden er autochthont i det land, det nu bebor? «Al kultur er samarbejde» (LII); men det mä kun gælde inden for de «sekundære» folk; ellers er al kultur stedbunden (LVI); da «Indogermanernes kultur er ét stort lån», kan det vel kun være al oprindelig kultur, der skal være stedbunden; men når vi nu i et givet tilfælde ikke vide, om det er en oprindelig kultur, vi have med at göre, hvad nytter det os så til andet end til at støtte postulater om «racernes» autochthoni, særlig Indogermanernes, om hvem sætningen ikke cesto mindre jo netop ikke gælder? Han indrömmer, at man ikke fra lighed i religion eller sprog tör slutte til raceenhed (XIX), og dog er det alene derpå, han grunder sine «racer» (sé citatet af XCVI ovenfor), skönt i virkeligheden theorien om autochthonien og de 3 «racer» er endnu stærkere, da han ansér sproget for så lidt stabilt, at han f. ex. regner Baskerne, til trods for deres sprog, for afsondrede Indogermaner, og på lignende måde med andre undtagelsesfolk (CXXX fg.). Hvert öjeblik bruger han sprog, folk og race iflæng, navnlig til bedste for sine Semiter-Afrikanere og sine autochthone Indogermanere. Han mener, at «en race, selv om den for bestandig mister sin selvstændighed og sit sprog, dog i type og folkekaraktér ikke lader sig udrydde» (XXVII, men jf. XXXI ovenfor), men vil ikke have det anvendt på de Indogermansk talende folk (da dette er «mod al sund fornuft», XCIII), og han kæmper ihærdig mod theorien om «forsvundne urbefolkninger» (f. ex. XXXIV), skönt i mange tilfælde næppe ' Hvoraf véd forøvrigt V. så sikkert, at «Sydeuropa’s kultur er yngre end Persiens og Indernes»? (CXVI).