Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 121 nogen har mént andet end denationaliserede urbefolkninger'. — «Den begyndende naturdyrkelses navne og forestillinger kan bølge frem og tilbage mellem sproglig ret sondrede stammer» (CXXIX), den Finske mythologi «har sikkert været under stærk Gotisk påvirkning» (XCIV); «den oprindelige Mongolske tendens («en tör og ædruelig, men tålmodig og energisk rationalisme») blev hos Polynesiere, nordamerikanske Indianere og Finner böjet til side, afledet eller modarbejdet, så den kun skjúlt sés (1!) at være tilstede» (C). Hvad vil det så sige, at «religionerne ere stedbundne» (XVII), og at «enhver af disse mythologier er knyttet til sit folks hele levesæt og art» (CXXIX), og hvorledes skal en stakkels religionshistoriker kunne trøste sig med, at «ilinger og regnskyl fra nabolande bliver et underordnet spørgsmål» (ib.)? Bliver han ikke nolens volens nødt til at slå sig på det af forf. så forkættrede «sammenligneri» (XII)?? Det ligger også nær at spørge, om Christendommen, Buddhismen og Muhamedanismen (som forf. slet ikke omtaler), som tilsammen have bredt sig næsten over hele jorden, og af hvilke de to störste ere fortrængte fra deres oprindelige hjemstavn, ere «stedbundne». Dette er også et exempel på, hvor alvorligt forf. tager det med «analogier fra kendte forhold, faktisk påviselige kræfter, som virke nu» (XCII), når det ikke passer ham. Ja, han sér så mærkværdigt på dette forhold, at han spørger (CXLVIII) «var det et nyt folk, som kom med Christendommen»? Det var det dog vel, hvis man kan tro historiens vidnesbyrd, og i den grad, at der er steder, hvor den for en dél blev indført ved våbenmagt (reformationen, som forf. nævner sammesteds, var en reaction inden for selve Christendommen, en tilbagevenden til det forméntlig oprindelige, og dog bredte den sig jo også langt uden for sin oprindelige hjemstavn). — Forf. taler ikke sjælden med stor vægt om «historiske data» (XVIII), «hele Indogermanernes senere historie (CVIII), «de stedbundne kulturers ..….ved samtlige historiske Hovedströmninger betingede væxt», han kalder sin methode «den historiske» (XII); men vi have allerede sét (CXLVI), at han ikke ænser de ældste skriftlige efterretninger, og det vil fremgå af det følgende, at han mildest talt oversér vigtige partier af den almindelige verdenshistorie; med «historie» mener han «de jordfundne minder», analogier og — sammenhængen i hans theorier (CVIII; CXV). Også i det, som forf. virkelig selv regner med, bliver der undertiden uklarheder og modsigelser tilbage, uden at han mærker det. Han fremhæver, at «naturfolkene» (trods deres åndelige overlegenhed. sé ovenfor LXIV fgg.) opretholde ligevægten mellem befolkningen og livsfornødenhederne ved fosterfordrivelse, barnemord, og indtil 6 års diegivning, som ' Hvoraf véd forf., at «fællesstammerue ad søvejen bredte sig til Italien» (CXXXII), og hvorledes kan den omstændighed, at undtagelsesfolkene ere udsatte for til sidst at absorberes af de store folk, få tilbagevirkende kraft til at bevise, at de fra først af ere af samme «race» og sprog som disse? — Det er vel kun en rén lapsus, når det (XXVII) kommer til at sé ud, som om forf. vil indbilde os, at nogen tror, at «<de Keltiske lrer, de Keltiske Höjskotter og Walliserne ere forsvundne fra jorden.» ? Dermed skal selvfølgelig ikke være sagt noget om Bugge’s theorier.