122 S. Sørensen: Anm. af skulde synes ufejlbarlige midler; «går det alligevel galt», sä gribe de til krig (LXIII). Det er langvarig indvirkning fra kulturstaterne («vandingskulturerne»), som ved at give «naturfolkene» ny fornødenheder tvinger dem til civilisation (CXXXV). Her slå altså de nævnte midler ikke længere til. Skulde her ikke være en åndelig faktor med i spillet, som forstyrrer regnskabet? 1 så fald fristes man til (trods LXIV fgg. — «ethvert större fremskridt i samfundsform, religion og videnskab (!)... stammer fra naturfolk», LXVI) at tænke sig den indkommen sammesteds fra som de ny fornødenheder. At «det er vandingskulturerne, der er uroen i verdenshistoriens ur» (CXXXV), er vistnok rigtigt; men så er kulturen ikke stedbunden, med mindre man vil så langt tilbage til det «oprindelige», at det ikke i en overskuelig fremtid vedkommer videnskaben; Indogermanernes skal jo f. ex. være ét stort lån (fra de slemme Semiter). Desuden behøver overgangen fra jæger- og nomadeliv til agerdyrkning næppe at være fuldt så vanskelig, som forf. vil göre den til, da det ingenlunde kræver, at jægeren og nomaden (man kunde tilföje krigeren) selv skal blive agerdyrker. Thi ligesom det begyndende agerbrug, de drive som bierhverv (LXII) drives af kvinder, bliver det gennemførte agerbrug, som historien viser, drevet af slaver eller livegne, og landet kan være gået fuldstændig over til agerdyrkning, uden at herrerne behøve at røre en finger dertil. Til sidst blive så (de eventuelt denationaliserede) slaver hovedbefolkningen og de virkelige herrer i landet. I det hele taget synes forf. ikke at have haft öje for slaveriets betydning for civilisationen. — Det er kun Indogermanerne, der have brudt afgjort med sjæledyrkelsen (C fgg), mens vi hos «Semiterne» «træffe en afgjort naturfornegtelse» (XCIV), som dog på samme tid er «en abstract, man fristes til at sige nøgterne (!) begejstring for det rent logiske og en lidenskabelig fanatisme (!)»; dog stammer de nuværende Indogermaners monotheïsme (som ikke skal være <«sjæledyrkelse», da «sjæledyrkere» ikke havde kunnet vinde verdensherredömmet, CII) fra Semiterne; men det har intet at betyde, da monotheïsmen er noget, som Semiterne kun «have fanatiseret sig op til» (CII). Man sér, forf. er ikke forlegen for udveje i en snever vending. Skulde hans medfødte skarpsindighed ikke være bleven yderligere skærpet af hans interesse for at etablere en «Semitisk race» og rive den løs fra den Indogermanske? Når Indogermansk religion skal bruges til at løsrive Indogermanerne fra Semiterne (XCIV fg.), sér det heller ikke sandsynligt ud, at der ikke mä findes «Indogermanske urmyther» (XVII), da de Indogermanske religioner ere «radikalt forskellige» og afhængige af klima og naturbetingelser i disse folks nuværende hjem (XIX). Disse modsigelser ere så grelle, at den eneste forklaring, der vil falde mig ind, er at det i virkeligheden er folkenes} temperament, der har stukket forf. i öjnene, og at han ved en skæbnesvanger uagtsomhed har overført sit indtryk derfra på deres religion; en monotheïst er dog vel monotheïst, hvad enten han er «fanatisk» eller ej. — At de Europæiske folk (som trives fortræffelig 1 Af enkelte hist og her spredte antydninger, i al fald hen imod slutningen af det foreliggende bind, får man en anelse om, at forf. tager