Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. : 123 i alle tempererede klima'er) ikke kunne begå sig i de arktiske lande og i nogle tropiske egne, vedkommer ikke spørgsmålet om Indogermanerne, som alle (og V. selv) hensætte i den tempererede zone; da forf.’s hovedinteresse er Indogermanerne (XX), kunde den argumentation altså være sparet. Hvad der vist fører forf. på afveje, er hans ulykkelige, man kunde fristes til at sige fixe idé om de 3 «racer» (navnlig den interessante Semitisk-Afrikanske) og deres autochthoni. Til denne Molok offres hensynsløst alt, hvad der kommer den i vejen. Da de fysiske forskelligheder f. ex. mellem Jøder og Buskmænd ere egnede til at falde lidt tungt for brystet, frakender han de fysiske kendemærker al betydning (overgangene kunde dog formentlig, om fornødent, forklares ved raceblanding), og sondringen skal göres ved hjælp af åndsvidenskaberne (XCVI, jf. LXXXIII— XC). Kun skade, at disse for tiden ere så vanskelige at få hold på. «Analogier fra kendte forhold» vise tilstrækkelig, at mens de fysiske træk ere overordentlig stabile, ombyttes sprog, religion og al slags civilisation forholdsvis let (jf. forf. selv XIX). Måské engang i tiden sjælelige kendetegn kunne blive egnede til at bruges som race-indicium; men det vil ikke være så store og håndgribelige ting som religion og sprog, men småting, som vanskelig lade sig opfatte og bestemme begrebsmæssig, noget som ansigtsudtryk og sjælelig habitus hos mennesker af samme slægt. Og forf.’s anvendelse af åndsvidenskaberne på dette punkt er ikke egnet til at indgyde tillid til dem. Mens efter V. Indogermansk og Semitisk flexion ere to afgjorte modsætninger, så at Finsk eller Polynesisk ligger vore sprog langt nærmere (XV), mens der formodentlig ingen videre modsætning er mellem Hebraisk og Hottentottisk, «spiller endnu drömme om et fælles urhjem, ja mäåské et fælles ursprog for Indogermaner og Semiter sin store rolle selv hos en Hommel eller Delitsch» (LXXXVIII). Hvem skal man nu tro? «Den Finske, Polynesiske og nordamerikanske mythologi står vor meget nær... de Semitiske ere os fremmede og fjerne» (XCIV), hvorimod de Semitiske religioner synes at skulle slås i hartkorn med fetischismen (XCV). Föjes hertil «Mongolernes» og Indogermanernes lighed «over hele det sjælelige område» i modsætning til «Semiterne» (XCV), synes det en ubegribelig inconsequens, at forf. ikke ud fra disse ändsvidenskabelige kendetegn har statueret 2 «racer» i stedet for 3. En äåndsvidenskabelig inddeling af «racerne» turde således være noget håärtrukken og det fysiske inddelingsprincip på videnskabens nuværende standpunkt være langt at foretrække; men i så fald bliver det, när på den ene side Hindu og Nordbo, på den anden side Jøde og Neger skal være «2 forskelligt udviklede udtryk for samme race» (LXXXIX), ikke let at indsé, hvad der forstås ved en race, og hvad vi i det hele «religion» i en noget snevrere betydning end den almindelige sprogbrug; skulde jeg derfor have misforstaaet hans terminologi, må han tilskrive sig selv skylden, da han formentlig burde have retledet læseren 1 tide. ' Jf. dog XCV: «der har tilvisse hos [Ur-] Mongolen været en tendens til agglutination, hos [Ur-] Indogermanen til flexion» — og «Semilen» da?