124 S. Sørensen: Anm. af skal med det begreb. Svaret synes kun at kunne blive ét, at hele denne tilrettelægning er foretaget, fordi der nu engang skal være 3 racer. Og til overflod siger forf. det ved flere lejligheder så godt som med rene ord: han kalder det «den inddeling af racerne, som religionshistorikeren må kræve af anthropologens hånd» (! CIII); — <«udbredelsestheorien kræver», at det Sumerisk-Akkadiske sprog (!) må være Semitisk: «race[!]- grænsen kan aldrig have været draget midt i ørken» (XCVII); — «ingen . vil vel . . tro, at menneskeslægten skulde inddeles i Mongoler, Semiter, Indogermaner og Basker, Etrusker etc.» (CXXXI, hvorfor ikke? skal den inddeles efter sprog, bliver man vist indtil videre nødt til det); — at man først nu har sét, at det Aegyptiske sprog er «Semitisk», og at de sprogkyndige end ikke ville regne Akkadisk til samme æt, regnes disse sprog i høj grad til forklejnelse (LXV). Jeg for min del kan ikke sé andet end at der slet ikke existerer nogen Indogermansk «race», men kun en stor gruppe folk af ret forskellig racetype (endog inden for samme folk, hvorpå et slående exempel er anført af V. selv, LXXXIV), som taler Indogermanske sprog. Hvorledes racetyperne ere opståede, er Vodskov selv ude af stand til at forklare (XCI; forklaringen XCIII står som et postulat); men at de ere det mest stabile af hvad vi indtil nu have at holde os til, turde være afgjort. Ejendommelig sofistisk er forf.’s brug af ordet «urfolk», særlig «det Indogermanske urfolk» eller «Ur-Indogermaneren». Mens dette i den sammenlignende sprogvidenskab opfattes relativt og simpelthen betegner Indogermanerne umiddelbart för sprogsondringen, altså pä det senest mulige tidspunkt, bruger forf. det, også når han polemiserer mod sprogsammenlignerne, absolut, nemlig om den Indogermanske «race» på det ældst mulige tidspunkt (istiden, CXXXIV; selve menneskeracernes urtid .* køkkenmøddingerne, de mellem-Europæiske drift- og hulefund, CVIII; hulefauna'ens, mammuths- og rensdyrstiden, CXIV; disse fund må jo efter autochthoni-principet tilhøre den Indogermanske «race», CXV). Derved bliver det ham en let sag at skoptisere over «det höjfilosofiske urfolk . . den romantiske filologis ideale palmelunde» (XVIII, CXIII, CXXIX), «οἱ urfolk, som har begyndt med at smedde og støbe» (CXLV), «det Schraderske Indogermanske urfolk, som kommer til verden til vogns» (ib.), og man forstår, at han dadler Hehn, fordi «han bliver stående på halvvejen, ved nomaden» (CV) og «Schraders ulykkelige idé om pælebygningsfolkene» (CVI). Den indvending, som det ligger nær for «den romantiske filologi» at göre mod alle disse fund, at det af mangel på skriftlige mindesmærker ikke kan bevises. at de ere Indogermanske (og ikke tilhøre en nu denationaliseret — ikke nødvendigvis «forsvunden» — race), kan V. selvfølgelig ifølge autochthonı-principet ikke tage imod. Men selv om det var godtgjort, at de vare Indogermanske og nåede ned til den tid, som sprogsammenligningen har for öje, vilde dette intet bevise mod sprogsammenligningens resultater, lige så lidt som man af den omstændighed, at man formentlig endnu i nogle egne af Jylland bruger Jydepotter og plöjer med stude, kan slutte, at man i året 1897 eft. Chr. endnu ikke kendte porcelænet og hesten i Europa. Det Indogermanske spørgsmāäl