- Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 125 synes mig i denne sammenhæng at måtte stille sig således: om «urfolket» (eller vel snarere urfolkene) i V.’sk forstand i de nu Indogermansk talende lande vides intet positivt uden hvad der fremgår af «de jordfundne minder»; deres efterkommere udgöre rimeligvis på mange steder den, efter min mening, denationaliserede hovedmasse af den nuværende befolkning og have i så fald tilhørt forskellige racer; at forskellige racer tale samme Indogermanske sprog, tyder på, at i det mindste nogle af dem ere blevne denationaliserede; når og hvorledes dette er foregåt, hvor lang tid det har taget, på hvilket standpunkt «Urfolket» og på hvilket standpunkt Indogermanerne stode på den tid, kan ikke vides; om tilstanden umiddelbart för den Indogermanske sprogsondring kan kun sprogsammenligningen give oplysning, og her gælde kun de positive data, argumentationer ex silentio gælde ikke. Når forf. mener (CXXVIII), at vi ikke «hvis lydforholdene — i vore kirkelige og religiøse fællesord — tillode det, turde slutte, at urfolket havde været kristent», så må dertil svares, at man ikke blot turde, men nødvendigvis måtte slutte det i al fald om den tilstrækkelig indflydelsesrige bestanddél deraf (kun at «urfolk» forstås på den ovenfor angivne måde), mens man ikke omvendt af det nuværende forhold (at de ere lånord fra Græsk og Latin) kunde slutte, at det ikke havde været kristent — hvis historien tav stille. Jo mere kulturstandpunktet på fællessprogets tid måtte göre indtryk af ikke at være autochthont (CXV og CXVI, men jf. mine noter til CIX ovenfor), desto mere sandsynlighed vilde der være for, at der er foregået en indvandring af en eller anden slags. Forf. mener (CIV), at «Johs. Schmidt’s berøringstheori kræver udbredelsestheorien som ethnologisk grundlag.» Dette sér ved første öjekast meget plausibelt ud, især hvis man turde tage V.'s theori (LXXI fgg.) om samfærdselssprogets dominerende indflydelse til hjælp. Men på den anden side synes de dog ret skarpe sproggrænser at tale for Johs. Schmidt's egen forklaring, at berøringen er foregåt på et tidligere trin på et begrænset område, og at der imellem denne berøring og den nuværende tilstand ligger en adskillelse, og racetypernes forskellighed gör denne antagelse så godt som nødvendig. Dette bestyrkes ved, at inden for de enkelte sprogs dialekter, hvor ingen mellemkommende adskillelse har fundet sted, ere overgangene virkelig ganske jævne og uafbrudte, og det samme er, så vidt vides, tilfældet med de Ariske sprog i Indien af samme grund. Forf. fremsætter en skarp men træffende og fuldkommen beretțiget kritik over Schrader's vilkårlige behandling af de fælles Indogermanske dyrenavne. Han er tilböjelig til at mene, at benævnelserne på de nuværende husdyr i fællessproget have betegnet vilde dyr. Der er dog en omstændighed, som synes mig at pege i modsat retning, nemlig at de fælles-Indogermanske dyrebenævnelser, enkelte meget civilisationsmæssige (ikke særlig «samler»-mæssige) spiselige dyr fraregnede enten ere navne på nuværende husdyr eller på dyr, som efterstræbe disse, så at dyreriget sés fra køkkenets og husdyrenes synspunkt. Fordringen om, at ordene, for at bevise noget, skulle stemme både i rod og suffix, er for streng, da endnu den dag idag flere synonyme suffixer kunne an-