126 S. Sørensen: Anm. af vendes iflæng (f. ex. gliden og glidning, der i den almindelige bevidsthed regnes for samme ord; også i låneord, f. ex. Tysk bewegen: Bewegung > Dansk bevæge: Bevægelse; at det samme i höj grad er tilfældet i Sanskrit, bemærker forf. selv 382, om end med nogen overdrivelse). Også en dél af de omstridte mythologiske og religiøse fællesord synes mig bedre funderede, end mange for öjeblikket ville tro; der må f. ex., trods de phonetiske vanskeligheder, på en eller anden måde være sammenhæng mellem Manu og Míħws på grund af «Manu's tyr» og «Minotaurus». Etymologierne må dog først opstilles, för de kunne sigtes og lovene findes, og en etymologi, som er ulovlig idag, kan blive lovlig imorgen. Og uagtet vi ikke have et navn at holde os til, er ligheden mellem figurerne Indra, Thor og Herakles ikke blot i deres abstrakte «betydning», men'i en mængde enkeltheder og i deres hele konkrete habitus så slående, at muligheden af en blot tilfældig opstået overensstemmelse synes udelukket. Kort sagt, sprogsammenlignernes Indogermanske «urfolk» behøver ikke at have været «höjfilosofisk»; men alt tyder på, at det endnu mindre har været et «urfolk» 1 V.’sk forstand i ligheđð med V.’s «Urmongol». Det vil af det foregående fremgå, at forf’s belæsthed breder sig over et så uhyre omràde, at det er umuligt for ét menneske at undersøge alt dette på første hånd, og det må være vanskeligt at få plads til det ií ét hoved. Allerede dette vil stemme læseren noget skeptisk over for forf.’s resultater, da han ikke kan controlere grundlaget for dem. Forf. selv er kommen til at forbigå meget nærliggende ting af en större rækkevidde og bevískraft end hvad han anfører. Mens han opererer (forøvrigt meget interessant) med Eskimoer, Indianere og Polynesiere, hvis forhold ere ganske forskellige fra hans hovedemne Indogermanerne, bl. a. allerede af den grund, at der så godt som ingen skreven historie er om dem, benytter han af de fra historien bekendte forhold i Europa den omstændighed, at Germanernes indvandringer i de Romaniserede lande under folkevandringen kun skal have efterladt sig få mærker (XXV]), til at bevise sprog- og folkegrænsernes hårdnakkede stabilitet, men drager ingen som helst consequens af, at det lille Latium havde udbredt sit sprog over uhyre landstrækninger, hvoraf nogle utvivlsomt ikke Indogermansktalende, og at dette, som han selv fremhæver, har holdt sig til den dag idag. De Phoenikiske og Græske kolonier nævner han vist slet ikke. Han .indrömmer, at det Keltiske Britannien blev germaniseret, og i almindelighed at en «race» kan miste sin selvstændighed og sit sprog (XXVI). Trods alt dette «ere Germaner, Kelter, etc., urhjemme i alle Germanske, Keltiske! etc. lande» (LXXXIII) og i det hele «Indogermanernes hjem selvfølgelig (!) i alle lande, hvor der bor Indogermaner»* (ib.); antagelsen af en Indogermanisering er «mod al sund fornuft» (XCIII), og han synes aldeles ikke at have tænkt sig muligheden af at disse og så mange andre 1 Μὰ, for overhovedet at kunne kendes, være = Germansk talende, Keltisk talende. * 9: Indogermansk talende folk.