Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 127 fra historien bekendte vandringer (ere f. ex. Magyarerne autochthone i Ungarn, eller har deres indvandring ingen spor efterladt sig?) kunde tale til gunst for «vandretheorien» (mærk dog, at «Kaldæerne indvandrede», XCVII). — Det vilde være en stor lettelse, hvis man turde antage, at de ethnologiske forhold havde holdt sig væsentlig uforandrede siden istiden, og at udviklingen alle vegne var foregået uforstyrret i lige linie; hvilken hvile for tanken i modsætning til de utallige invasioner og forskydninger, som et historisk atlas fremviser! Men netop denne og andre «analogier» tyde på, at forholdene snarest have været meget indviklede. Man sér nødig sine forhåbninger skuffede, navnlig når de angå så gyldne løfter som dem, forf. lover at indfri i de følgende bind, og man maa derfor håbe, at hans løsning af religionernes problem må kunne bestå uafhængig af dens <«ethnologiske grundlag». Men på den anden side er videnskaben ikke forvænt med hurtige løsninger af så store opgaver, og det skulde ikke undre mig, om der vil gå adskillige menneskealdre med til denne — om den nogensinde bliver løst (jf. V. selv IX); men forf. betragter også kun sit arbejde som et første forsøg’. Det er en lettelse fra indledningen, hvor ræsonnementerne nødvendigvis spille en så sörgelig stor rolle, at komme over til forf.’s behandling af Rig-Veda, hvor man strax mærker, at han bevæger sig på et begrænset område, som ganske anderledes kan beherskes, og hvor kendsgerningerne kunne komme til at spille den rolle, som tilkommer dem. Forf.’s theori, at her foregår et tilbagefald til «sjæledyrkelsen» (IX) an- 1 Skönt det foregriber indholdet af de følgende bind, kan jeg dog af interesse for sagen ikke undlade at råde til en vis forsigtighed med et par ved første öjekast meget plausible principer, som forf. vil følge. 1) Han vil «tyde mytherne ud fra sig selv, men med öjet åbent for alle analogier» (VIII), hvilket vist hænger sammen med en udtalelse af ham i «Spredte Studier», at et folks myther danne en organisk enhed. Hertil må for det første bemærkes, at dette begreb i praxis er meget strækkeligt og derfor lader et vidt spillerum åbent for det subjective skön; dernæst står det for mig, som om et folks myther faktisk ingenlunde alle (eller endog blot de fleste) uden at forflygtiges kunne bringes til at gå op i en organisk enhed, hvoraf jeg slutter, at de ikke fra først af have udgjort en sådan, men temmelig usystematisk ere udgåede fra forskellige udgangspunkter og aldrig ret ville. voxe sammen. Jeg fremhæver dette så meget desto mere, som jeg ikke mindes at have sét Andrew Lang's navn i forf.’s indledning (længere fremme citerer han ham dog nogle gange). — 2) V. mener (VII), at «den historiske methode» «kan i samtlige mythologier vise os, hvad der hører til for at være en ildgud». Jeg kender lidt til to ildguder, Agni og Hephaistos-Vulcanus, som ikke synes mig at have noget tilfælles undtagen deres forhold til ilden; jeg tror derfor, at de ere af ganske forskellig oprindelse, og at det i det hele taget ofte er ret tilfældigt, om en gud drager et eller andet bestemt område inden for sin særlige virkekreds. Der vil vist være for mange ubekendte faktorer til at man kan finde love for sligt. Så meget desto glædeligere vilde det selvfølgelig være, om det kunde lykkes forf. at finde sådanne love; men på den anden side vilde det være sörgeligt, om han skulde begå den samme fejl i det mythologiske, som han forméntlig har begået i det ethnologiske ved at abstrahere regler til anvendelse på Indogermanerne (XX) fra uensartede forhold.