Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 129 heller ikke de andre anførte steder bevise præsternes fattigdom. At præstens ord (53) ofte finder lettere indgang hos kvinder end hos mænd, stemmer måske med erfaringen, men fremgår ikke af RV. V. 61. 6 fg., hvor der ikke står «giver mere end en mand», men «endog en kvinde kan (δα) være . .. bedre end en mand, når manden er ugudelig og gaveløs, mens hun giver agt på den mødige, den tørstige etc.»; for digteren er åbenbart det normale, at manden bör sættes höjest, og desuden er «den mødige» etc. næppe = «præsten». 1. 84. 16—17 taler, så vidt jeg kan sé, aldeles ikke om præster, «der stå ledige på torvet»; «os» har V. indskudt; der står ikke «er der da ingen, der viger . . .», men «hvem viger . . ., hvem skal [som følge af, at han offrer til Indra] få lejlighed til at tro Indra’s tilværelse og nærværelse og have lejlighed til at bede for sit afkom .. .», hvoraf meningen öjensynlig er, at enhver, som er i betryk, blot behøver at offre til Indra for at få troen i hænderne; præsten står der ikke et ord om. At slutte noget — og det det mest udprægede — af RV. IV. 24. 10 er en «methodologisk» fejl, da stedet er forblevet fortolkerne dunkelt; desuden turde man have hélt misforstået det (Sayana er dog stærkt inde på det rigtige spor); efter min mening siges («råbes», v. 8) det af Indras hustru, som ikke vil overlade («sælge») de offrende ham uden iforvejen udtrykkelig at have betinget sig at få ham tilbage igen; altså: (v. 8) da Indra tænkte på kampen . .., tilråbte (Indtryksaorist analogt med ἐγέλασα, men projiceret ud i fortiden) ans Hustru ham: (v. 9) «for mere tilforħhandlede (ved aftalen eller ved en tidligere lejlighed, Imperf.) łan sig en mindre pris, idet (selv om) han — til min glæde (samme Aorist, eventuelt projiceret ud i fremtiden) — vender tilbage usolgt; han har [sandelig] aldrig haft for skik at sælge mindre for mere; staklerne ere kloge nok til at malke (9: lokke ud til den sidste dråbe) fans] ord [fra ham] (få ham til at gå ind på handlen, hvor ulige den end er); (v. 10) Avem [er det nu, som] køber denne min Indra for 10 kør ‘formodentlig de offrede kør, efter Say. «lovprisninger»; meningen er formodentlig, at det selvfølgelig er en urimelighed at ville købe ham til den pris, man kan kun låne ham)? når Aan ħar dræbt Vrtra’erne (efter Say. «fjenderne»), ska! han [i det mindste] give mig ham tilbage». Det er i al fald en lovprisning af Indra, ikke en sjakren fra præstens side. De særlig kyniske og betegnende udtryk for præsternes havesyge må altså stryges; og selve deres kynisme burde have gjort dem mistænkelige *. Dette skal bane vej for forf.’s theori om Rigveda’s eller præsternes tendens, som skal være den på «naturgudernes» bekostning at indskærpe, at «offeraltret er verdens midtpunkt, og brahmanen er verdens frelser» (55), og dette skal være et tilbagefald, «en ny tankeret, systematisk sjæle- ! RV. Il. 23. 1 (23) er brdħhmanāņ Brahmanaspate «hymnernes hymneherre». I RV.1, 120. 10—12 (50) taler dog meget for Pischels opfattelse («en ironisk dānastuti»), navnlig samaħa, tanu, og at svápnasya (som dog vel ikke kan være = «en sovende») sammenstilles med dbhuñijataç ca revedátah; «overalt» står der ikke. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VI. 9