130 S. Sørensen: Anm. af dyrkelse» (61), hvoraf naturdyrkelsen blev kvalt «som vårsæd, der skjules under tisler» (ib.), og som det aldrig senere, trods en uafbrudt række forsøg, lykkedes Inderne at afryste (62); motivet skal have været præsternes «verdslige interesser som stand» (61 etc). At præsterne ganske åbent og ærligt varetoge deres verdslige interesser, er ubesiírideligt; men derfra er der et meget stort spring til at forvanske religionen, og V. mä faktisk selv indrömme, at der er fyldestgörende beviser for, at de handlede i god tro (60, jf. 54 nederst), og at fejlen altså i virkeligheden ligger i religionen selv. Det forekommer mig, at den overordentlige vigtighed, der tilskrives offret og hvad dertil hører, ikke er så enestående, som V. påstår (58), og at det ikke under de givne forudsætninger kunde være anderledes. Jeg kan endvidere ikke forstå, hvad der berettiger ham til at kalde dette «sjæledyrkelse» (hans bemærkninger S. 310 vise bedst, hvor vildledende dette udtryk er): de omhandlede offre bringes jo ikke til afdøde, men til «naturguder»;- det er simpelthen trolddom. Endelig er denne offertrolddom ikke en forvanskning af det overleverede, men mindst lige så gammel som noget i den Indiske religion, og forf. anfører ikke skygge af bevis for, at det skulde være noget nyt. Det er misvisende (60) at sige, at «brahmanen» gör fordring på at være ét med tilværelsens evige ophav; denne «fordring» stilles ikke blot på alle menneskers, men på alle væsners vegne — i den pantheïstiske filosofi og theologi (— er denne måske <«sjæledyrkelse»?). Ganske vist er det brahmanernes arvelige offertrolddomsmagt (örd/man), hvoraf det pantheïstiske begreb BrdAman («det absolutte») har udviklet sig (ligesom begrebet rita «verdensordenen» — der har V.’s sympathi, S. 59 — åbenbart er udvoxet af og opkaldt efter ritualet). Dette viser allerede klart, at det er brahmanerne, vi skylde de vigtigste hovedtanker i Indiens religiøse udvikling, som førte aldeles bort fra det Vediske offer’, og for V. burde dette forméntlig have interesse som et smukt — og faktisk — sidestykke til eller eventuelt en videreførelse af hvad der efter hans mening skete, da «naturguden voxede sig stor under den afdødes maske». II. «Agni» (74—236). V. gör den rigtige iagttagelse, at det ikke er som «husild», men som «οὔρια» Agni prises i Rigveda. Men dette er. ikke så forbavsende; hymnerne skulde jo bruges ved offret; det ! Det, som forf. siger 5. 55 om «den senere Indiske kultur», «de store templer», om Indernes «theologer» (58), og mange lignende ting rundt omkring i de senere afsnit. synes at vise, at han lever i den vildfarelse, at Veda-religionen og offerdyrkelsen existerer endnu, og at han ikke har noget kendskab hverken til litteraturen eller de nuværende forhold. At Buddhismen (60) skulde være en reaction mod «kastevæsnet», er en for længst modbevist fejltagelse, og det Vediske offer er næsten (måské hélt) forsvundet. ? At han ikke vil anerkende Agni som bryllupsgud (79) er mærkværdigt; hans oversættelse af RV. V. 3. 2 strander på det uaccentuerede bibharshi (Sāy. har allerede det rigtige); at Agni virkelig her er bryllupsgud, fremgår både af «Aryaman» og af versets anvendelse i bryllupsritualet; også <«ægtefællerne» ere de menneskelige ægtefæller, som hjælpes ad ved offret, så at offerilden er det religiøse. bånd, der forbinder dem;