Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 131 skulde derfor være offerilden, der pristes (ellers vilde offret blive virkningsløst, måske endog fordærveligt). Men at «offerildens stille kamp med brændslet udmales med skov- og steppebrandens fulde billedpragt», er næppe rént æsthetisk rhetorik (den vilde være for hårtrukken), men et bevis blandt flere på, at offerarrangementet var symbolsk, og at man var sig offerildens identitet med ilden i naturen fuldt bevidst. At Rigveda's kulturstandpunkt ikke er «primitivt» i den forstand som vi må tænke os om <«samlerens», er almindelig anerkendt og behøvede ikke at fremhæves så energisk, som V. gör, men fremgår ikke af, at hymnerne til Agni tage sigte særlig på offerilden; ja det er et spørgsmål, om det ikke er en anachronisme at lægge de for os så nærliggende betragtninger over den naturlige ilds velgerninger ind i «primitive» tiders tankegang; mon ikke fra først af troldmandens offerild har stået for folks bevidsthed som en ganske anderledes vigtig og mægtig velgörer end <«arnens og værkstedets lue, hyrdens natlige bål og bondens skovild»? (84). V. vil ikke lade Agni være «verdensilden», men søger af boriforklare alle derpå tydende udtryk og henføre dem til selve offerstedet. At der ved udtrykket «vandenes skød» (87) skal eller kan forstås offerstedet, er utvivlsomt; men at forklare dette udtryk af, at der brugtes vand ved offringen, er meget hårtrukket; jeg kan ikke sé rettere end at dette navn viser, at offerstedet er et symbol på universet, hvorved altså offerilden bliver et symbol på verdensilden, men selvfølgelig et effectivt symbol, der virker hvad det siger. Jf. hvad der er sagt ovenfor om Agni's identitet med skov- og steppeilden. Men hvad verdensilden angår, have vi et aldeles ubedrageligt kendetegn, nemlig at hans udmåling af himlen m. m. fortælles i Impf., hvorved der kun kan forstås en i tidernes begyndelse udført bedrift, ikke virkningen af det nærværende offer. Lige så hårtrukket er det (105) at forklare udtrykket «vandenes sön» som «født af smörret»; V. antyder (men forkaster) selv en meget mere tilfredsstillende forklaring; en slående analogi fremdrager han selv (108), men drager mærkelig nok ikke den uundgålige slutning, som må drages deraf. De 3 offerbål ere, som det fremgår allerede af det af V. selv (112) anførte, symbol på de 3 verdener. Når der (113) skelnes mellem Agni’s «höjeste fødsel» og «lavere sted», er den gængse forklaring den ene naturlige; alle de af V. foreslåede ere yderst hårtrukne; det samme gælder om hans forklaringer S. 116. Hvad der siges (117 fgg.) om «himlens sön» taler også snarere imod end for V. Han gör (121) en rigtig god bemærkning om «disse billeders i al deres forskruethed i höj grad realistiske karakter»; også dette peger i den retning, at «himlen», «vandene» o. s. v. må tages mere bogstaveligt end V. er tilböjelig til. Af særlig vigtighed i denne sammenhæng er udtrykkene «vandenes ætling» (apâm πάραϊ) og «Agni Vaiçvanara». om «naturmythologi» er her ikke tale, — og det er overraskende at finde sligt hos V., som netop senere polemiserer så ensidigt imod opfattelsen af Agni som «verdensild». — At man ikke kan finde en Agni-Hephaistos (78), har vist sine gode grunde. g*