132 S. Sørensen: Anm. af For apâûm nápāťs vedkommende sé man RV. X. 8. 4—6 (139), som bör oversættes: v. 4: «...du blev [i tidernes begyndelse, Impf] lysende mellem tvillingerne (0: efter Sãy. nat og dag; kunde vel også være himmel og jord); [siden den tid] sætter du [Perf.] 7 skridt [ə9: ildsteder og lign., 58 γ.} for ritualet, avlende Mitra (efter Sãy. = solen) for dit legeme» (0: for i ham at have en åbenbaring af dit væsen, en slags incarnation; Say. «af dit legeme»); — v. 5: «du blive (bhdvah; eller «for at blive»)! det store rituals öje og hyrde, du blive («for at blive») Varuna for så vidt som du går for «lovens» (réd = ritual og lov) skyld, du blive («for at blive») vandenes ætling, o Jātavedas (9: Agni)! du blive («for at blive») dens bud hvis offer du mätte finde behag i»; --- v. 6: «du blive («for at blive») offerets og verdensrummets fører ..….; ` [ved disse gerninger] holder du [til alle tider, dadhħishe, Perf] dit lysvindende hoved i himlen og har /cakrshe/ din tunge til «offerbringer»» (havyavâhaņm, specifik betegnelse for offerilden). — Heraf følger: 1) at Agni er så at sige af samme substans som dagens gud Mitra (men ganske vist ikke samme individ; at det er egennavnet Mitra, fremgår af Varuna i v. 5); det er ved sine gerninger (som offerild), han kommer til at åbenbare sig som Mitra, på lignende måde som han i v. 5 skal «blive Varuna» og «vandenes ætling» og i v. 6 «verdensrummets fører» etc.; — 2) der göres udtrykkelig forskel på Agnis hoved, som han holder i himlen, og på hans tunge, som er offerilden i snevrere forstand; — 3) at «vandenes ætling» (apåm ndápāt) her ikke er fuldstændig identisk med Agni, men en gud, han skal «blive», ligesom Mitra og Varuna. ἀρᾶηι πάραΐ turde være et måske noget forældet og dunkelt kosmologisk spekulativt gudenavn, og når navnet så godt som udelukkende anvendes om Agni (2 steder som apposition til Savitar*), turde han være «bleven» Agni ved en rationalistisk identification, ligesom man senere identificerede Savitar med solen, Aditi med jorden, etc.; lignende måske forældede og dunkle skikkelser ere ἀλὲὶ budhnya og Aja ekapād, som sikkert hverken ere identiske med Agni (eller med apûm πάραϊ) eller storm- eller skyvæsner (141). Rishi'en Tritá Aptyá, som de 3 sidste vers af denne hymne handler om, minder ved sit navn meget om apåņm nápāt; asyd krátunā i v. 7 synes nødvendig at måtte gä på Agni, og den gerning, hvorved han skulde «blive» (vise sig som) αρῶην πάραΐ, er måske netop af samme slags som den, hvormed han hjalp Trita til at finde de våben, med hvilke han som Indra’s hjælper bekæmpede Viçvarupa (eller i al fald «den 3-hovedede»). «Vandene» turde her være urvandene, hvoraf 1 al fald 1 Det skal formodentlig tænkes projiceret ud i fortiden (på det fortællende Impf.’s standpunkt). ? Savitar er i RV. ikke, som Vodskov (og de fleste, dog ikke Rydberg) tror, solen; æren for at have godtgjort det umulige i denne antagelse tilkommer Edv. Brandes (Ushas, 71 fgg.), som gör ham til månegud; dette lader sig dog heller ikke gennemføre. Savitar er først og fremmest en Rydbergsk «Mundelføre», som holder verdenskredsløbet i gang; med hans titel αρᾶπι πάραΐ jf. man Agni’s function som «offrets og verdensrummets fører» (yajidsya rdjasaçca ποία).