Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 133 efter lidt senere forestillinger alt er opstået, og at lynet kan have bidraget sit til, at man har statueret et sådant væsen, er ret rimeligt. På lignende måde som med αρᾶηι ndápāt forholder det sig muligvis med ἑάπππάραί (142); jf. Hiranyagarbha eller Purusha (Nārāīyana = apám nápāt? 11. ΕΥ̓͂. II. 35. 13) og dennes sön Virāj (= é¢dnūndpāt?). Agnis [ον μοὶ til Apâm nápāt turde være klarest udtrykt i RV. II. 35. 10: «Han (9: Apâm πάρα!) tyren avlede [i tidernes begyndelse, Imperf.) et foster (0: sig selv, Sāy.) i dem (0: vandene), han (= «det er ham selv, der» sd) dier dem som barn, ham slikke de (historisk præsens); han (— «den samme» 80), vandenes ætling, virker [siden den tid, Perf.) med uvisnelig farve her (jf. v. 11, hvor ὑὐμα betyder ikke «for alvor», men «her», jf. P. & G. II. 88) ligesom med en andens (0: den jordiske ilds, Sãy.) legeme». «Klædende sig i lynet» (v. 9) viser ganske vist, at han ikke selv er lynet, men vel hvor han er, når han er uurded («i det höje», ikke nødvendigvís «opretstående», skönt det intet gör til sagen); «de rå borge» (v. 6) ere efter Sāīyana’s ganske rigtige forklaring vandene, som ikke forbrændes (jf. v. 4 «uden brændsel»; girídnirnig betyder ikke «klædt i smör», sé P. & G.; hvis det betyder «skinnende som smör», forklarer det sig selv; hvis det betyder «bestående af smör», viser det, at Agni er «smörret», det fede og nærende og tillige brændbare i vandene, og det turde være den situation, der symboliseres og sigtes til ved den megen omtale af vandene ved offrene, hvor man dog selvfølgelig af visse grunde måtte menagere med vandet); jf. også P. & G. II. 271 og (til V. 169) 260. Dermed turde V.’s indvendinger S. 143 fgg. være gendrevne. Agni'’s identitet med <«verdensilden» fremtræder dog måske aller tydeligst, hvor han kaldes Vaiçvānara. 179 fgg. vil V. bevise, at RV. Χ. 88 kun drejer sig om offerpladsen, særlig at Agni ikke identificeres med solen; men det nås kun ved fuldstændig at slå en streg over syntaxen. V. 2 lyder 1 virkeligheden: «Den af mørke slugte [og] skjulte verden blev [i tidernes begyndelse, Impf.) åbenbar som lys (svàr), da Agni var født; ved hans venskab glædede sig [i tidernes begyndelse, Impf.] guderne, etc.»; — i v. 3 står der næppe «han udbredte», men «han holder [til alle tider, Perf.) udbredt himlen, jorden og luften»; — v. 4 ikke «han er den rette hotar, de der vælge ham göre ham skön med smör», men shan var [i tidernes begyndelse, Impf.] den første hotar, hvem guderne, idet de valgte ham, salvede [Impf.] med smör; denne Agni Jätavedas styrkede [Impf.] den flyvende, gående og stående verden»; — v. 5: «når [vi sige, at] du, Agni Jātavedas, stod [1 tidernes begyndelse, Impf] på verdens hoved, så er du [dog] den samme hvem (tám tva) vi [nu, Aorist] have ansporet med sange og hymner; det er dig som (s¢4) [allerede dengang, Impf.) blev offerberettiget fyldende himmel og jord»; her hævdes netop utvetydig og energisk, at offerilden er identisk med urilden — og derpå beror vel dens kraft; — iv. 5 er 1ste halvvers rigtig oversat; i 2det halvvers er U ἐπ oversprunget, og oversættelsen turde blive (jf. Sãyana): «men også dette [må man kalde] de offerberettigedes (9: gudernes, men udtrykket er betydningsfuldt) trolddom, at den hurtige kyndige (3: nødvendigvis solen) passer sit værk»; — v. 7 ikke «når han tændes