136 S. Sørensen: Anm. af (III. 2. 10—11'; VII. δ. 2; X. 45. 7—8; X. 88. 5; «nu som för», IlI. 2. 132} m. m.). — At ganske lignende ting kunne siges med samme utvetydighed om Agni, også hvor han ikke udtrykkelig kaldes Vaiçvānara, have vi sét ovenfor (X 8. 4 fgg. i anledning af Apâm nápat). og det går ikke an at forflygtige eller bortforklare dem, hvor man ikke tilfældigvis har et Imperf. at støtte dem med. Navnet Vaiçvãnará turde dog være dannet for særlig at fremhæve denne Agni’s alsidighed og, ligesom Apâm πάρδί og Tánū nápāat, betegne opkomsten i Rigveda af spirerne til den senere religiøse udvikling i Indien. Men medens de to sidste navne synes at være af kosmogonisk (theogonisk) oprindelse og først bagefter identificerede med Agni (måske under indvirkning af hans optræden som Vaiçvänará), er Vaiçvanará utvivlsomt udledet af selve Agnis egenskaber og er en forløber for forestillingen om det höjeste væsens utallige åbenbaringsformer i de forskellige individer; det er altså den pantheïstiske opfattelse, som er i anmarsch, og som allerede er i anmarsch med collectivguderne (Indrā-Várunā, etc.; jf. den senere «Trimurti» af Brahmán, Vishnu og Çiva) og Víçve devâž («alle guder», men oftest repræsenterede af nogle i fleng udtagne exemplarer), hvorved vægten lægges på gudesystemets helhed, mens de enkelte guder reduceres til underordnede hjul i maskineriet. Det er nu klart, at Agni’s reducering til kun at være offerild slet ikke finder sted, og at selv om den havde fundet sted, vilde det være urimeligt at antage dette for en senere af præsterne til bedste for deres «standsinteresser» fremtvungen udvikling, som V. gör, da det större mere pantheïstiske syn på sagen efter al analogi snarere måtte antages for at være det senere; det er i det hele den mest urimelige af de urimelige beskyldninger, man har rettet mod brahmanerne; disse have taget levende dél og for en stor dél været ledere i den evolution af de Indiske religioner, hvis resultat bl. a. har været de Vediske offres fuldstændige afskaffelse, og derved ere deres standsinteresser sandelig ikke blevne fremmede”. Hvad selve forholdet mellem offrene (som V. 5. 184 o. ἃ. st. 1 III. 2. 10: «[det er] menneskelige (de samme som bruges hos menneskene) offringer (ís/ah) [som] tillavede (Impf.) ham (s) [den samme som er] stammernes séer, stammeherren, for at han skulde blive skarp (téjase, ordspil) som en øxe; det er den samme som (sdh) uafbrudt virker (yāti vévishat) fra oven og fra neden, [for at] han (den samme, sd) kan opholde (Aor. Conj.) livsfrugt i disse verdener»; — v. 11: [det er] den samme (s¢4) vidtstrålende udødelige tyr Vaiçvānara [som] trives kyndig i bugene, brölende (ə: som bröler) som en løve i alle slags (Citrésħu), uddelende (0: som uddeler) gods [og] klenodier til den offrende»; — v. 12: «Vaiçvāanara er [nu, Aor.) som fordum stegen op på himmelhvælvingen (nåkam), på himlens (div, efter Say. = «luftens») ryg, príst af lovsangerne; det er den samme der (sd; efter Say. «i skikkelse af solen») ligesom för, avlende rigdom for folket (eller skabningerne), årvägen omvandrer den fælles bane». ? Jf. dermed hvad V. siger (326) om «offerets almagt og brahmanernes eneret til at offre» — i Hinduïsmen (!); lign. S. 263, 319. Det der anførte lille vers beviser intet imod den nævnte kendsgerning, og en lille revision af «den verdslige litteratur», Mahābhārata incl. (jf. også 373), vil vise, at der er meget andet oppe end <offergryderne».