Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 137 synes at kalde «sjæledyrkelse» og ansé som et nymodens påfund af præsterne) og guderne angår, da ere disse to, så vidt man kan sé, lige gamle, ja offret er måske en selvstændig af guderne uafhængig trolddom og altså som egentligt religiøst element det ældste; men i RV. må man huske, at det menneskelige offer ikke virkede direkte, men kun gennem guderne; begge vare lige nødvendige. At man gjorde den ordnede verdens tilblivelse til et uroffer, hvoraf det menneskelige offer var et afbillede, er meget karakteristisk; men heller ikke dette kan betragtes som et egennyttigt påfund af præsterne, da det forklares tilstrækkelig af dets logiske nødvendighed; det lå jo meget nær at spørge: hvorledes have guderne, som intet kunne udrette uden offret, kunnet frembringe den ordnede verden, eller når de have kunnet frembringe den, hvorfor kunne de så ikke opholde den uden offret (som jo var et så vigtigt led af den overleverede religion)? og hvilket mere logisk svar kan der gives på dette spørgsmål? Det var ikke offret, men på den ene side den rationalistiske bortforklaring af de uforståede guder (jf. 468), på den anden side den udvidede religiøse horizont (monotheïserende figurer som Rudra, Vishu, Brahmán; — det pantheïstiske begreb Bráhman «det absolute»; — eller atheïsme, f. ex. i Buddhismen)’, som gjorde, at de Vediske guder sygnede hen — og med guderne sygnede offret hen. — Selvfølgelig falder også dermed, hvad V. ud fra sin urigtige opfattelse af Agni anfører imod Kuhns sammenstillinger. Syntaxen beviser (hvad V. for resten in abstracto selv antager, S. X, jf. S. 184), at der findes spor af virkelige (2: episke) myther i RV. — Også hvad forf. i det sidste afsnit («offerilden») siger om Agni, bliver ofte skævt på grund af hans löjerlige indblanding af «sjæledyrkelsen» og præsternes motiver; særlig vildledende er det (230) at etablere en «forskydning af offrets tyngdepunkt»; offrets tyngdepunkt er og bliver de symbolske trolddomsmæssige hokuspokus (og jo længere tilbage, utvivlsomt desto mere); «indledningen» er væsentlig selve offret. — Antydningen af dogmatiske stridigheder mellem Agni- og Indra-dyrkere (234) hører til den slags fantasier, (som kun altfor meget have plettet Vedaforskningen . (Sluttes i næste hæfte.) 5. Sørensen. ' Alt dette synes at skulle være «sjæledyrkelse» (formodentlig dog med undtagelse af Buddhismen, sé S. 60); men hvorfor er da Christendommen og den kristne monotheïsme ikke «sjæledyrkelse» Ὁ ? S. 210 fgg. giver V. en forholdsvís mærkelig god oversættelse af den så mishandlede RV. X. 124, som viser hvad han formår, når hans tanke ikke lænkes af hans aprioriske idéer; men sé dog min i «Festskrift til Vilh. Thomsen».