N. Bøgholm: Anm. af F. Holthausen, Die engl. Ausspr. ` 143 mulige). Af interesse er særlig den oplysning, at L. ialt har 33 spondeiazontes. Forf. opstiller den lov, at 4. og 5. fod i samme vers ikke må dannes af spondeer; det gælder for de 32 spondeiazontes; men III, 198 har spondeus både i 4. og 5. fod. Dette vers vil forf. derfor rette, idet han dog mener, at også meningen kræver rettelse. At dette ikke er tilfældet, men at det overleverede spicarumque udmærket kan forstås, forekommer det anm., at Brieger tilstrækkeligt har bevist på det s. 15 af forf. anførte sted. Det vil da være utilstedeligt at rette verset alene for at opnå, at L. ikke på noget sted har overtrådt den af forf. opstillede lov. Den omstændighed, at der i VI bog af L.'s værk aldeles ingen spondeiazontes findes, mens der findes 33 i de 5 første bøger, og de særlig i I—III bog er ret hyppige (hvert 153nde vers er en spondeiazon), forklarer forf. på følgende måde. L. skal først have udarbejdet sit digt efter sin umiddelbare metriske følelse, og da skrev han udelukkende vers med daktyler i 5. fod. VI bog skal vi nu have i den form, den havde fået ved den første nedskrivning; men L. havde begyndt at gennemarbejde sit digt på ny, og han vilde da gøre sin tids kunsttheori den indrømmelse at anbringe spondeiazontes omkring i digtet. Disse spondeiazontes skal nu findes i de partier af digtet, som L. fik gennemarbejdet på ny. Hele denne betragtning er meget mærkelig. Man vil ikke let kunne forlige sig med den tanke, at L., der jo ubetinget ikke var kunstdigter, skal have siddet og pillet ved sit værk for at [ἃ anbragt nogle spondeiazontes. Nej, spondeiazontes har for ham kun været et på sine steder uundgåeligt onde; og jo længere han har skrevet, des mere øvet er han blevet i at undgå dette skær. Derfor er der færre og færre spondeiazontes, jo længere vi kommer frem i værket; men hvor han har skrevet spondeiazontes i sit første udkast, har han senere ved gennemarbejdelse ikke villet eller kunnet forandre dem, når han ellers var tilfreds med det udtryk, han havde fundet for sin tanke. De mange optællinger og beregninger, forf. har foretaget i sin bog, er, såvidt anm. har. kunnet eftergå, meget nøjagtige, .0g materialet er samlet med stor grundighed og omhu, men om man af det kan bringe noget synderligt betydningsfuldt og interessant ud, forekommer anm. tvivlsomt. Julius Nielsen. F. Holthausen: Die englische aussprache bis zum jahre 1750 nach dänischen und schwedischen zeugnissen. I—II. Göteborg 1896, Wettergren & Kerber. 22 + 67 s. Hovedkendskabet til engelsk udtale i de tre første århundreder af den nyengelske periode stammer fra engelske grammatikere.