144 N. Bøgholm: Anm. af Holthausen, Die engl. Ausspr. Således haves for det 17. århundrede Gill, Wallis og Cooper. For det 18. årh.’s vedkommende er de vigtigste: Lediard, Jones, Buchanan, Sheridan (fader til den bekendte forfatter) og Walker. Ud fra disse forfatteres angivelser og fra hvad man ved sproghistorisk kombination har sluttet sig til, er det lykkedes med temmelig sikker nøjagtighed at bestemme lydenes karakter i ældre nyengelsk tid. I foreliggende 2 hæfter meddeler prof. Holthausen uddrag af danske og svenske grammatikeres udtaleangivelse. For det 17. årh. er hans kilder udelukkende danske (Bolling, Gerner og Nyborg). De vigtigste ændringer, som de lange vok. gennemgik i det 17. årh’, var de ἤρα. "9 > ð; ὁ >52; 0 >=>" 7P Nyborg Mhar [å] i ord som more, sore. Hertil bemærker Holthausen, at han ellers ikke kender noget til dialektalt Z for J i disse ord; men de skotske former: sair, mair viser dog netop denne dialektkorrespondens. N. ansætter for me. ὁ lukket lyd, samme lyd som i da. veed (scio), mens B. ikke er så nøjagtig; hos ham falder 3 lyd sammen og betegnes med æ (0: en lang lyd), nemlig 1) me. Ω f. ex. næm (i hans fonetiske omskrivning), 2) me. ὁ f. ex. sæ (nyeg. sea), 3) den nye lange æ-lyd foran δὶ f og r, f. ex. dærkness; J < 7 har N. rigtigt. Hvad de korte vok. angår, er de vigtigste forandringer disse: a > αἰ u > v og forlængelse af a (œ) foran 2}, r. Ingen af de danske grammatikere angiver udtrykkelig a > æ, om man end kan slutte sig til, at de har hørt æ; pågældende lydændring begyndte allerede lidt inde i 16. årh., Tyndales bibeloversættelse har fether f. ex., men først i 17. årh. trængte æ igennem. »” for ældre u kender G. i: enough, touch, some. B. kender 9 i dull; de betegne lyden med o og bemærke, at o ligger mellem da. o og a. Hvad der skiller de to lyd er læberundingen. Er det nu ikke rimeligt at antage en engelsk lydovergang: o > v ligesåvel som u > 9 Den foreligger dog i gad for god, i done oe. gedon på me. forkortet (jvf. Morsbach Me. Gram. 54, anm. 1); ligeledes i none og i ty. Frack (jvf. Kluge Et. Wtb.). B. er den første, som konstaterer lang vok. foran /, Ø og r. B.’s biâlld er vel brydningsform (jf. Sweets: mjulk). Om udtalen i det 18. årh. foreligger både danske og svenske vidnesbyrd. I denne periode var lydudviklingen mindre hastig. De vigtigste fænomener indenfor dette tidsrum var 7, e foran r + kons. > 9 og 2 > 1. Begge ændringer bærer de foreliggende grammatikere vidnesbyrd om. Med hensyn til det positive udbytte, man kan få af disse danske og svenske fonetikere, kommer deres værker kun i tredje række. N. Bøgholm.