Digte af Bakchylides. 147 dengang rytterlandets fæste, Sardes faldt for Persiens hær, da blev kong Kroisos bjærget af Apollon, den gud med gylden bue. Str. 3. Da fyrsten så’ den dag, han aldrig vented, det lysted ham ikke at dvæle og skue den grådtunge trældom. Et bål lod han tue udenfor borgens malmfaste bygning. Ant. 3. Han steg på veddet med sin milde hustru og de hårfagre døtre, der græd og bæved og vånded sig såre. Og kongen hæved hænderne op mod himlen den høje, Ep. 3. og råbte: «Du voldsgud deroppe! Har ej guder tak og blu? Hvor er drotten Foibos henne? (Her har han mindet Apollon om alle de gaver, han har givet til Delfoi.) Str. 4. De brød vor by. Paktolos’ gyldne vande (er røde af blodet af mænd, der dræbes,) og fangne, forsmædelig kvinderne slæbes ud af de rige, hyggede huse. Ant.. Hvad før var lédt, er fagert nu. Og lifligst er døden.» Han bød, og Habrobates tænder hans træhus. De jamrende jomfruers hænder fast om den kære moder sig slynger. Ep. 4. Thi døden, der ses, før den rammer, regnes mest af alle hård. Frem af bålet høje flammer vildt og lyst mod himlen slår: da sendte Gud en dunkel sky, der slukked den gyldengule lue. Str. 5. Mig tykkes hvert Guds forsyns-værk fuldtroligt: Apollon dem førte til Højnordens riger, den ældede drot og de fodsmale piger; der fik han bo til løn for sin fromhed. Ant. 5. Thi ingen mand på jord har sendt i gave så meget som han til det hellige sæde; 10*