Str. 2. Ant. 2. 65 80 85 95 D'zte af Bakchy'des. 151 smykket fra det dybe vand. Snart skal du se, han har hørt min bøn, Kronos’ søn, tordenens konge, verdens styrer.» Og hans forvovne bønner hørte Zevs, og han ydede Minos ære vældig, vilde hver jorderigs egn sønnens ry skulde bære. Lyn fór hen. Ved det dyre tegn bredte helten begge hænder mod himlens stolte bue, sagde: «Du ser, hvad Zevs mig gav til sikkert mærke. Velan, spring ud, hvor dybe vover dønner, søg kroniden, ham under hav, visst med herligt ry dig lønner din fader, søens volde gud, ry, så vidt som landet løves.» Ej dog Thesevs, da ordet lød, veg med krumpen sjæl; han fór frem og sprang fra højen bord, slugtes af havets vove, dybets vigende skove. Da lo han, Zevses søn, i sind; brat han det stærke skib dem bød at styre for den fulde vind: ad anden vej dog skæbnen hasted. Og skibet higed frem, og vinden blæste fra norden ibag med vælde; hver Athener, mand eller mø, skjalv, da de så’ deres fælle springe kæk i den dybe sø, tärer liljekinden væded, den tunge lod de favned. — Men Thesevs rappe delfiner bar til horsekongen, hans fader, ind, i guders bo han trådte.