152 Niels Møller: Digte af Bakchylides. 100 Der blev vovens møer han vár, børn, den rige Nerevs åtte; da gøs af gru den djærves sind: Thi fra deres hvide lemmer funkler lysende glans som ild; 105 fagre bånd af gyldent flet kranser hårets lok, og let med linde fødder de træde dansen i bjærtens glæde. — I højen sal på havets bund 110 troned hans faders mage mild med store, stolte øjne. Hun en purpurkåbe om ham kasted. Ep. 2. Og om hårets krus en krans, rose-mørk, Amfitrite 115 slynged: den, da hun var brud, hende gav Afrodite. Mand skal bære dårens navn, vil om guders magt han stride: Se, han steg ved skibets stavn! 120 Ha, hvor brast da Minos’ glæde, dér han så’ helten skride frem af voven uden væde! Undren greb dem alle: Guds gaver lyste om hans legem. 135 Nu med ny-vågen lyst hver en jomfru, stolt i stol, jubled lydt. Og havet klang. Ynglingskaren kring ham sang guders lov med yndig røst. 130 Delier! gør dig de Keers kvad hjærtet glad, giv os til følge lykkens fylde. 111 ff. Der fortælles ikke noget om, at Thesevs får ringen med tilbage: det er vel betragtet som en selvfølge.