155 Sætningsassimilation. Af Karl Hude. Medens Græsk som bekendt er tilbøjeligere end Latin til at isolere de enkelte sætninger (man tænke f. ex. på den mere sparsomme anvendelse af reflexiver henførte til hovedsætningens subjekt), er der på den anden side i Græsk en større tilbøjelighed til assimilation af sammenhørende led, som den f. ex. viser sig i den bekendte vending χαρίζεσϑαι οἵω σοὶ ἀνδρί Xen. Memor. II 9, 3. En ejendommelig assimilation synes at måtte antages i følgende to steder, der frembyder en vis lighed med hinanden. Thucyd. III 67, 1. Καὶ ταῦτα, ὦ Μακεδαιμόνιοι, τούτου ἕνεκα ἐπεξήλϑομεν καὶ ὑπὲρ ὑμῶν καὶ ἡμῶν, ἵνα ὑμεῖς μὲν εἰδῆτε δικαίως αὐτῶν καταγνωσόμενοι, ἡμεῖς δὲ ἔτι ὁσιώτερον τετιμωρημένοι. Poppo vilde til ἡμεῖς supplere εἰδῶμεν, hvortil Krüger træffende bemærker: «Wussten sie denn das erst nachdem sie die Rede gehalten?» Selv foreslog han ἡμᾶς ... τετιμωρημένους, en temmelig voldsom rettelse, og desuden er det vanskeligt at forbinde ὑμεῖς kun med xarayvwoóuervoi, hvad Krüger ser 1 så fald vil være nødvendigt. Efter min mening er ἡμεῖς δὲ... τετιμωρημένοι ved assimilation sat istedenfor en selvstændig sætning αἴ det indhold: «medens vi vil have hævnet os på dem med endnu større berettigelse». (τετιμώρη μένοι må her omtrent have betydning af futurum exactum, men måske er det rigtigere at rette det til τετιμώρη 06 μενοι.) Xen. Memor. II 3, 17. Τί γὰρ ἄλλο, ἔφη 6 Σωκράτης, ἤ κινδυνεύσεις ἐπιδεῖξαι σὺ μὲν χρηστός τε καὶ φιλάδελφος εἶναι, ἐκεῖνος δὲ φαῦλός τε καὶ οὐκ ἄξιος εὐεργεσίας; Meningen er klar nok; Sokrates siger til Khairekrates: «Du risikerer jo kun at vise, at Du er brav og broderkærlig, medens han er slet og ikke en velgærning værdig.» (Jeg skal ikke opholde mig ved infinitiven εἶναι, der vel er usædvanlig, men dog ikke uden paralleler.) Kühner vil til ἐκεῖνος underforstå κινδυνεύσει ἐπιδεῖξαι εἶναι, men der kan fornuftigvis kun være tale om, hvad Khairekrates risikerer ved et forsøg på at vinde broderen. Man kan naturligvis gå udenom fænomenet ved f. ex. at sige, at der fra ἐπιδεῖξαι vnderforstås et beslægtet verbum som φαγήσεται eller lignende, men også her synes det mig rigtigere at se en ganske vist meget mærkelig assimilation af det første led med det sidste. I denne sammenhæng kunde jeg også anføre Xen. Memor.