Anmeldelser. Albrecht Dieterich: Pulcinella, Pompejanische Wandbilder und Römische Satyrspiele. Leipzig 1897, Teubner. X - 804 S. I Eftersommeren 1879 var det 1800 Aar siden Pompeii bley begravet under Askeregnen fra Vesuv. I denne Anledning havde man indbudt Lærde fra hele Verden til at besøge Stedet, og i deres Nærværelse foranstaltedes der en særlig Udgravning. Det interessante Privathus, som da blev draget frem for Dagens Lys, blev kaldet Jubilæumshuset, Casa del centenario. En af de Ting, der her særlig tiltrak sig Opmærksomheden, var en Frise, der var malet i et Triclinium, og som forestillede Theaterscener, skiftevis tragiske og komiske. Disse Billeder, som nu under Luftens Indvirkning tildels ere forsvundne, bleve udgivne i Monumenti dell’ Instituto XI Tav. 30—32 med Text af Mass i Annali 1881. Men foruden disse fandtes der ogsaa i Atriet 3 Theaterbilleder, af hvilke de 2 ere udgivne med Farver af Presuhn (det ene af dem gjentaget i Baumeisters Denkmäler Taf. XVII S. 828); det tredie udgives for første Gang i denne Bog, for hvilken disse Billeder danne Udgangspunktet; det fjerde Billede er forsvundet. Det første af disse Billeder har en tragisk Charakter. Det synes at kunne henføres til Euripides’ Herakles, eller efter D.s Mening til Accius’ latinske Bearbejdelse Amphitruo. Man ser Herakles, der kommer tilbage fra Kampen med Kerberos, hans Fader Amphitruo og hans Hustru Megara, hvem Tyrannen Lykos vil rydde af Veien for at sikre sig Thronen, samt Lykos selv. Paa de to andre Billeder forekomme Personer med den bekjendte burleske komiske Maske sammen med Personer (en Kvinde og to Børn), der efter Forf.s Mening ikke ere maskerede og maatte høre hjemme i Tragedien. Denne Kontrast forbavser ham, og han gjør da opmærksom paa, at der i de græske Tragedier ogsaa findes Personer, der gjøre en komisk Virkning. Han nævner Vægteren i Agamemnon, Ammen i Choephorerne, Budet i Antigone, og opkaster det Spørgsmaal: «War es die Komödie, die zu jenen schüchternen Versuchen, einen komischen Diener zwischen die tragischen Personen zu schieben, die Anregung gab? Wer vermöchte das zu sagen?» Jo dette maa bestemt benægtes. Her er Intet af Komediens bidende Satire, men kun en fortræffelig Charakteristik, som man læser med et velvilligt Smil ligesom man i Iliadens 1ste Sang læser om den haltende Hephæstos, der skænker Vin for Guderne. Det er ikke noget fremmed Element, som man kunde undse sig for at bringe ind i Tragedien. Selvfølgelig have disse Personer heller ikke baaret den komiske Maske. Dette er nu