p a — μμ -= ΒΨ ἜΣ ΠΒ. J. L. Ussing: Anm. af Dieterich, Pulcinella. 163 heller ikke D.s Mening. For at føre Læseren til det rette Resultat, skriver han Maskeringens Historie. De ældste Masker, mener han, vare Dyremasker. Ganske vist vare disse ældgamle; vi have dem allerede i Mykenæ; og lige saa vist er det, at Satyrernes Hestehaler og Hesteben, Bukkehorn og Bukkeben 0. s. v. ere Laan fra Dyreverdenen, ikke at tale om Chorene hos Aristophanes; men at alle Masker skulle være udgaaede derfra kan ikke siges, og det er aabenbart ikke Tilfældet med den almindelige komiske Maske med den store vrængende Mund, Denne finde vi fra først af hos Slaverne i Komedien; der har den hjemme, og der har den holdt sig indtil det Sidste, ikke blot for Slaver, men ogsaa for andre komiske Mandspersoner. Vi kjende den navnlig fra talrige Afbildninger af italienske Farcer paa nederitaliske Vaser og andre Monumenter. Beslægtet med disse vare vistnok de bekjendte Maskekomedier, Atellanerne, der fra Campanien indførtes i Rom og spillede en stor Rolle der, snart som Slutningsstykke, Exodium, efter Tragedien, snart som selvstændige Forestillinger. I hans Behandling af Atellanerne er der nu det Nye, at han sætter dem i Forbindelse med græske Dramer. Iblandt Pomponius’ Stykker finder han 2 Navne, som synes ham mythologiske, Agamemno suppositus og Armorum iudicium. Atf disse Navne alene kunne vi rigtignok ikke vide, hvor meget de have havt at gjøre med de græske Heltesagn; det første Navn tyder virkelig ikke derpaa. Af Novius havde man en Hercules coactor. Dette Navn forklarer D. S. 103 rigtignok med Mommsen som Auctionsindkassator; men han mener, det kan ogsaa betyde «Walker, Durchwalker», altsaa «Gerichtsvollzieher» (S. 192). Det kan altsaa have behandlet samme Emne som Begyndelsen af Euripides’ Herakles, og det eneste bevarede Vers: fristimoniam ex animo deturbavit et vecordiam kan være sagt af Amphitruo eller Megara i deres Glæde over at se Herakles. Det kunde dog vel ogsaa være sagt ved utallige andre Lejligheder. Men D. finder det nu «saa godt som sikkert» (S. 113) at disse «mythologiske A tellaner» have været knyttet til Tragedier af Accius og Pacuvius ligesom Satyrspillene i Grækenland. De vare Efterligninger af de græske Satyrspil, og, hedder det, det kan næppe være tvivlsomt, at Pomponius har oversat Sophokles’ Satyrspil ξύγδειπνοι, naar man sammenligner Fragmentet Conforisti me, Diomedes med Sophokles’ "ARN ἀμφὶ ϑυμῷ τὴν κάκοσμον οὐράνην ἔοριψεν οὐδ᾽ ἥμαρτε περὶ δ᾽ ἐμῷ κάρᾳ κατάγνυται τὸ τεῦχος OÙ μύρου πνέον. De fleste Læsere ville næppe finde nogen Lighed imellem disse 2 Steder. D.s Hovedbevis for Identifikationen af Satyrdrama og Atellaner er dog et Sted hos Marius Victorinus, hvor der siges om Satyrspillet «quod genus nostri in Atellanis habent». Selv om man med D. vilde kalde dette «eine vortreffliche Ueber- lieferung», er der jo kun Tale om en almindelig Lighed og ikke 11"