164 J. L. Ussing: Anm. af Dieterich, Pulcinella. om nogen Overførelse. Desuden anføres Porphyrios Scholion til Horats’ Ars poetica 221: Hoc est satyrica coeperunt scribere ut Pomponius Atalantam vel Sisyphon vel Ariadnen. Dette have rigtignok alle andre forstaaet om Tragikeren Pomponius Secundus, men D. henfører det til Pomponius Bononiensis, uagtet der ingen Stykker med saadanne Navne anføres af ham. At der intet Sted i noget Atellanfragment er mindste Antydning af Satyrer, bryder Forf. sig ikke om, lige saa lidt som om at Horats, naar han giver Forskrifter for Satyrspillet, ikke med et Ord antyder nogen Forbindelse med Atellanerne. Horats siger, at Satyrdramet som et Tillæg til Tragedien ikke maa synke ned til Komediens Niveau; Silen maa ikke tale som Davus. Havde der været en Maccus i Satyrdramet, saa at Forskriften havde gaaet ud paa, at de forskjellige Personer burde tale hver i Overensstemmelse med sin Charakter, maatte han jo have nævnt Maccus og ikke Davus. Nei, Sandheden er, at Satyrspil og Atellaner Intet have med hinanden at gjøre, og de af D. saakaldte «A tellanensatyrspiele» eller «Satyrische Atellanen» have aldrig existeret. Men hvorledes er nu Forf. kommen til denne ganske uhjemlede Hypothese? Han uddrager den af de Pompeianske Billeder i Casa del centenario. Men det er ganske almindelige Komediebilleder, regelmæssig vexlende med Tragediebiller. At den unge Kvindes Maske er forskjellig fra Davus’, følger jo af sig selv, og ogsaa denne Maske kjende vi fra mangfoldige Maskebilleder. Allerede Mass havde begaaet den Feil at henføre det ene af Billederne i Frisen til Satyrspillet. D. gaar nu videre, og da han dog ikke synes, at de 2 Billeder i Atriet ligne et græsk Satyrspil saaledes som vi kjende det fra Euripides’ Kyklops, saa laver han en ny Art, atellaniserede Satyrspil. — Det græske Satyrspil synes først sent og sparsomt at være kommet ind i den romerske Litteratur. Af hvad Art Sullas σατυρικαὶ κωμῳδίαι (Nikol. Damask.) vare, vide vi ikke. At Q. Ciceros Erigona (Cic. ad Qu. fr. III 1, 13) var et Satyrdrama, har Ingen sagt; og i Brevet II 15, 3: «ξυγνδείτνους “Σοφοκλέους, quamquam a te actam fabellam video esse festive, nullo modo probavi» staar der slet ikke, at han har skrevet et saadant Stykke, men at ban har sagt eller gjort noget morsomt, som lignede en Scene i Sophokles’ Stykke; jeg haaber ikke, det var den, vi ovenfor omtalte. Det første sikre Spor, vi have deraf, er Horats’ Forskrifter i Ars poetica, og dernæst Pomponius Secundus paa Claudius’ Tid. De interessante Billeder paa den nederitaliske Vase og det pompeianske Mosaik (Wieseler, Theatergeb. Taf. VI) gaa tilbage til hellenistiske Forbilleder. 1 8. Kap. behandler Forf. det komiske Kostume, særlig den spidse Hue. Ogsaa her indblandes desværre meget Uvedkommende, som naar det fortælles, at i det nye Hellas ser man i Karnevalsdagene Folk med Hjelme (κράνη), der kaldes Makedoner (S. 162), eller hvad der er værre endnu, naar Suetons Beretning, at Neros