i T ΝΡ ΊΒΒΝΝ ὌΝ ς ΒΥ ΞΥσ r τὐὐν S. E. Melander: Anm. af Dittmar, Studien. 165 Død fremkaldte en saa almindelig Glæde, ut plebs pileata tota urbe discurreret, oversættes saaledes (S. 172): «Das Volk freute sich so unbändig, dass man mit dem Narrenhut in der ganzen Stadt umherlief,» og der spørges: «Ist es mehr ein Zeichen der Freiheit oder des Narrenübermuths?» I 9. Kap. lærer Forf., at de pompeianske Theaterbilleder hidrøre tra Votivbilleder, som Skuespillerne skulle have indviet. Det er os ikke muligt at se nogen Grund dertil. Tildels, mener han, kunde de ogsaa komme fra illustrerede Haandskrifter. Bare han havde kunnet paavise saadanne fra den virkelig klassiske Tid! Bogens sidste Kapitel handler om den neapolitanske Maskefigur Pulcinella, og giver en ret interessant Fremstilling af denne Figurs Historie efter moderne Litteraturhistorier. Ogsaa vor egen Casortiske Pantomime omtales efter en Meddelelse fra Professor Heiberg. Man kan ikke andet end anerkjende Forfatterens Lærdom og Samlerflid, men man maa beklage, at han i sin Bestræbelse for at faa alt med ogsaa medtager det Uvedkommende, at hans Exegese ikke er streng nok, og hans Kombinationer ofte vildledende. Til Slutning indeholder Bogen 2 Tillægsafhandlinger af Theodor Birt, den ene om Faba mimus hos Cicero ad Atticum I 16, 13 og i Senecas Satire 9, 3, den anden om Planen i Horats’ Ars poetica. I denne vil jeg gjøre opmærksom paa, at Forf. har den rigtige Interpunction i v. 98. Det hører ikke til den foregaaende, men til den følgende Sætning. Der skal staa Punctum efter verba, og querela er Nominativ. J. L. Ussing. Dittmar, A. Studien zur lateinischen Moduslehre. Leipzig 1897, Teubner. XII -} 346 5. Dittmars arbete, som är ett nytt försök att sprida ljus öfver den latinska modusläran, kan, åtminstone i viss mån, anses såsom en reaktion mot den senare forskningens bemödande att på den historiska utvecklingens basis förklara konjunctivens olikartade användning. D. ansluter sig (sid. 328) till den gamla af Apollonios Dyskolos framkastade åsigten, att en viss ψυχικὴ διάϑεσις ligger till grund för valet af modus. Häraf drager han emellertid den egendomliga slutsatsen, att moduslagarne måste varit undantagslösa i samma mening som ljudlagarne, och att språket beträffande valet af modus ej kunnat undergå några förändringar från Ennius till Cicero; han förbiser således, att språket ingalunde är bundet vid den psykologiska utvecklingen utan på flera olika sätt kan gifva uttryck åt samma känsla eller tanke.