G. Rangel Nielsen: Anm. af Platonis Sophista, rec. Apelt. 169 mittere. Äfven rena misstag kunna uppletas. Så t. ex. har utpote qui hos Plautus ej kausal betydelse, såsom D. menar, utan restrictiv. Lund. S. E. Melander. Platonis Opera Omnia. Recensuit et commentariis instruxit Stallbaum. Vol. VIII. sect. II. Editio altera emendatior. Sophista. Recensuit, prolegomenis et commentariis instruxit Otto Apelt. Lipsiae 1897, Teubner. VIII- 917 pp. Stallbaums Platokommentar må vel siges at have stået sin prøve og er vel endnu den mest benyttede, bortset selvfølgelig fra skolekommentarerne. Dens fortrin, såvel som dens mangler, er vel kendte og skal ikke her gøres til genstand for betragtning. Et talende vidnesbyrd er det, at bind efter bind er blevet udsolgt og har måttet udgives på ny, og efter Stallbaums død har dette arbeide måttet besørges af andre. På omslaget af det foreliggende bind finder man navnene Wohlrab, Kroschel, Fritzsche og Apelt anført ved forskellige «sectiones» af Stallbaums udgave, og ikke mindre end seks bind er udsolgt, så at der kan komme flere. Men er det heldigt, at nybearbejdelsen således deles mellem flere? Den ny udgiver kan ikke undgå at sætte sit præg på værket, og går han lidt radikalt til værks, bliver det let et helt andet. Havde man ikke titelbladene, kunde vist ingen se, at et af Stallbaņıms egne bind, et af Wohlrabs og nu Apelts hørte sammen. Hos Apelt er der så lidt af Stallbaum tilbage, at det er næsten uforståeligt, at Stallbaums navn er bibeholdt. Derimod er det let at forstå, hvorfor forskellen er bleven så stor. Det ligger først og fremmest i den lange tid, der er gået, siden første udgave kom, og i hvilken der er fremkommet så meget nyt, der måtte optages eller dog drøftes. Dernæst måtte det blive en følge af, at Stallbaums fortolkning til «Sofisten» afgjort er mindre heldig. Bedst er den på det rent sproglige område, men da Stallbaum her meget ofte byggede på Heindorfs arbeide, har Apelt på sådanne steder foretrukket at citere Heindorf selv, og det er vist ikke langt fra, at disse citater i hyppighed kan måle sig med dem efter Stallbaum — thi hvor Stallbaums note ikke er forandret, anføres den som citat, et bevis på, at Apelt selv egenlig betragter sit arbeide som en ny bog. Men hvorfor fremtræder den da ikke som sådan? I sin korte praefatio siger han det tilmed selv. Udgavens omfangsrige prolegomena giver først en oversigt over dialogens indhold væsenlig bygget på Stallbaum men dog både med tilføielser (f. ex. skematiske oversigter over de mange