170 G. Rangel Nielsen: Anm. af definitioner) og rettelser. Hvad derefter følger, skyldes Apelt selv. Han drøfter først «consilium dialogi» og finder, at Plato navnlig har villet påvise, at τὸ μὴ ὄν virkelig er, for derved at få en forklaring på menneskets falske forestillinger; det er jo sådanne, sofisterne vækker. Det er sit eget tidligere indtagne standpunkt, Apelt her atter hævder efter at have refereret og gendrevet alt, hvad der tidligere har været skrevet om den sag. Dernæst behandles vidnesbyrdene om skriftets ægthed og affattelsestiden, der henlægges til Platons senere år; der gives oplysninger om personerne og endelig om håndskrifterne. Apelt følger her Schanz og antager altså 2 familier repræsenterede af håndskrifterne B og T; ligesom Schanz medtager han desuden Vindobonensis 54 W, som han betragter ganske som Schanz: det hører til B’s familie men er stærkt påvirket af T og har desuden ofte sin egen (gode) text. Hvorfor man så ikke lader det danne en tredje familie, er ikke klart. At det virkelig er uafhængigt, har Král påvist (Wiener studien XIV. 1892, p. 161—208). I sit apparat anfører Apelt det helt igennem, henviser det ikke som Schanz til et appendix. Endelig må her bemærkes, at kollationen af W er ny og retter en del feil hos Schanz. Texten stemmer i det hele med, hvad man er vant til at se. Af originale konjekturer findes kun få. Jeg har noteret følgende: 230 ΒΟ καὶ τούτῳ δὴ τῷ τρόπῳ τῶν περὶ αὑτοὺς μεγάλων καὶ σκληρῶν δοξῶν ἃπαλλάττονται πασῶν τοι ἄπαλλαγῶν .. . ἡδίστην, codd. πασῶν τε, τε del. Heindorf (og således Apelt i teksten). 241 E σχολῇ ποτέ τις οἷός τε ἔσται περὶ λόγων ψευδῶν λέγων ἢ δόξης, εἴτε εἰδώλων εἴτε εἰκόνων εἴτε μιμημάτων εἴτε φαντασμάτῶν (Övtv) αὐτῶν, ligeledes kun foreslået i noten men ret tiltalende. — På det af rettelser overvældede sted 244 D skriver Apelt καὶ τὸ ἕν γε, ἑνὸς ὄνομα ὃν καὶ τοῦ ὀνόματος αὖ τὸ ëv ὄν. Det kan være lige så godt som de fleste af de andre ændringer. Men ganske uforståeligt er forslaget til 253 D. På dette omstridte sted, som Apelt «si summam rem spectas» fortolker i overensstemmelse med Bonitz, vil han skrive μίαν αὖ δι᾽ ὅλων πολλῶν ἕν Evi ξυνημμένην (codd. ἐν évi), «1. e. singula cum singulis (vel una notione cum una quaque) coniuncta». Neutrum ἕν i apposition til μίαν! Er det græsk? — 256 A burde Apelt hellere som Schanz have fulgt Madvig end beholdt Hdskr.s αὕτη og foreslå ἢ αὐτή. Derimod er det godt, når han 257 E skriver Οντος δὴ πρὸς ὃν ἀντίϑεσις, ὡς ἔοικ᾽, εἶναί τις συμβαίνει τὸ μὴ καλόν: B T har τι, W udelader det; ze er umuligt, men det blev unægtelig lettere udeladt, end det kan tænkes indkomment siden. — 259 C foreslår Apelt τὸ ταῦτα ἐάσαντα ὡς δέον αὐτὰ τοῖς λεγομένοις οἷόν τε εἶναι... ἐπακολουϑεῖν; Hdskr. har ὡς δυνατά, der er galt. Endelig er der 268 A, hvor allerede Madvig tvivlede om det overleverede ἑκατέρου γένους (i B er ς raderet ud, og der er også rasur efter ἑκατέρου). Madvig foreslog ἑκάτερον