Platonis Sophista, rec Apelt. "171 γένος; Apelt foretrækker ἑκατέρου γένος og sammenligner i det nærmest følgende ordene τούτου αὖ τὸ γένος. Fortolkningen må i det hele kaldes god og er i hvert fald så vidt mig bekendt den første, der går grundig ind på dialogens indhold, hvorom man tidligere måtte henvende sig til Bonitz, Zeller o.a.. Hovedsynspunktet i så henseende er angivet ovenfor. I detaillerne kan der af og til være ting, der æsker til modsigelse; men jeg føler mig ikke rigtig kompetent til en diskussion af disse spørgsmål. I sproglig henseende er fortolkningen god men har jo også haft Heindorf at gå efter. — Hovedanken mod hele udgaven gælder korrekturen. Jeg tror aldrig, jeg har set en bog med så mange trykfeil. Ofte er det helt ubegribeligt, at de ikke er blevne opdagede. Jeg skal kun anføre ét sted. 222 B læser alle 3 hdskr. ϑὲς δὲ ὅπῃ χαίρεις. εἴτε μηδὲν τιϑεὶς ἥμερον, eite... λέγεις. Vobet vilde skrive teis (nogle underordnede hdskr. har τίϑης); det giver samme mening, men participiet kan udmærket godt forsvares. «Tenuimus igitur codicum lectionem,» siger Apelt — men texten har alligevel τιϑεῖς. Også udenfor trykfeilene findes vidnesbyrd om en vis skødesløshed, som jeg til slutning skal nævne nogle eksempler på. 224 C mod slutningen mangler i apparatet en angivelse af, at τῆς (i ordene τὸ τῆς κτητικῆς οϑν.)}, der ganske vist ikke kan undværes, mangler i BT W eller i hvert fald i BT (A. har jo en ny kollation af W). 292 E har teksten φαίνεται γοῦν δὴ σχεδὸν οὐδὲν ὑπολιστεῖν, hvortil apparatet siger: «γοῦν BT: γοῦν δὴ W, δὴ superscripsit t.» Således udtrykker man sig dog kun, når man ikke vil have δὴ i teksten (som Schanz). Der burde kun stå: δὴ om. B T, superscripsit t. — Måske beror det på en misforståelse af de kritiske apparaters lapidarstil, når der 249 E extr. til ordene σκόπει δὴ σαφέστερον, εἰ ταῦτα νῦν ξυνομολογοῦντες δικαίως ἂν ἐπερωτηϑεῖμεν κτλ. bemærkes: «sic T, sed defendi possunt quae B praebet εἰ τὰ νῦν» cett. Det kunde godt forsvares, men B har det ikke. Apelts eget apparat siger: «ταῦτα νῦν T, ταῦτα W, ta B», og Schanz’ noget udførligere «εἶ ταῦτα νῦν T, sed a post za in ras. [Ὁ]: sè ta B, si ταῦτα Vindob. suppl. 7» 9: B mangler γῦν, dets læsemåde kan altså ikke forsvares. — Helt uforståeligt er det, hvordan A. har kunnet begå en bemærkning som den i apparatet til 249 D: τῶν... τὸ ὃν κινούντων μηδὲ TÒ παράν παάκούειν, ἀλλὰ κατὰ τὴν τῶν παίδων εὐχήν, ὅσα ἀκίνητα καὶ κεκινημένα, τὸ ὄν τε καὶ τὸ πᾶν ξυναμφότερα λέγειν. Han siger nemlig: «ἀκούειν — p. 155, 1 καὶ τὸ om. W (ὁμοιοτέλευτον), add. in marg. rec. W.» cett., men der bliver intet ὁμοιοτέλευτον, når ikke også πᾶν mangler, og det er vist kun af forglemmelse, det ikke er kommet med. — Endnu ; 1 Det synes, at Campbell har dannet en hæderlig Undtagelse; men ieg kender kun hans fortolkning af Apelts omtale.