172 Holger Pedersen: Anm. af blot den bemærkning, at man burde komme bort fra interpunktionen πῶς τί toDt εἶπες (261 Ἔ, ef. Hipp. Mai. 297 E. '‘Theaet. 146 D. Tim. 22 C). Det bør skrives som to spørgsmål: πῶς; τί τοῦτ᾽ εἴπεξ: G. Rangel Nielsen. O. A. Danielsson, Zur metrischen Dehnung im älteren griechischen Epos. (Skrifter utgifna af K. Humanistiska Vetenskapssam - fundet i Upsala. YV. 16.) Upsala, Lundström; Leipzig, Harassowitz. 1897. 74 5. Spörgsmålet om det Omfang, i hvilket den ældre episke Digtning, navnlig Homer, tillader sig af rent metriske Grunde at forlænge en kort Stavelse, er af stor Vigtighed ved Benyttelsen af det sproglige Materiale, som Digtene indeholder; disse Tilfælde må nemlig skarpt holdes ude fra de Forlængelser, som skyldes sproglige Fænomener (Digamma o. s. v.). Dette Spörgsmål danner Æmnet for W. Schulze’s Skrift Quaestiones epicae, Gütersloh 1892, et meget udførligt Arbejde (576 Sider), som har indbragt sin Forfatter en enstemmig Anerkendelse, hvortil også Danielsson slutter sig. Ikke desto mindre fremhæver D. med rette, at mange af Schulze’ Resultater trænger til en Revision. Schulze hævder, at den metriske Forlængelse kun har været tilladt i Ordformer og nöje sammenhørende Forbindelser, som ellers vilde være uanvendelige i Heksametret (ἀϑάνατος, eiv ἄγορῇ [ει = langt εἶ, διίφιλε, ἀπερείσια, ἐγχείω for ἐγχέω), dog forlænges også hyppigt første Stavelse af antispastiske Ord (“77”), f. Eks. εἰλήλουϑα, endskönt det vilde have været muligt at anvende disse Ord uden Forlængelse foran et Ord, hvis Forlyd bevirkede Position (77) eller Elision (ἀνάσσοντ᾽ ᾿Αργείοισιν); Forlængelse i tribrachiske Ord (οὔνομα for ὄνομα) er kun tilladt med mange Indskrænkninger. Ved Prøvelsen af disse Resultater går D. ud fra det Spörgsmål, om man skal antage, at der ved det ældste Foredrag af Digtene virkelig fandt Forlængelse Sted i disse Tilfælde, eller om man fra først af har ladet den prosaiske Kvantitet blive ved at gælde og undladt at rette de deraf flydende metriske Mangler. Schulze, til hvem D. fuldtud slutter sig, antager, at der er indtrådt Forlængelse, og henviser til, at de samme Friheder genfindes i den lyriske og tragiske Poesi; at de her beror på FEfterligning af den episke Digtning, er sikkert, men ligeså sikkert er det, at de i disse Digtarters strænge Versbygning ikke kan opfattes som metriske Ufuldkommenheder, men kun som Forlængelser. Altså må man allerede i det 7. Arhundrede f. Kr. have anvendt Forlængelse ved Foredraget af episke Digte; og dette har sikkert også været Tilfældet fra allerførste