Danielsson, Zur metrischen Dehnung. "173 Færd af; thi, som D. træffende bemærker, er det et karakteristisk Træk ved den archaiske Kunstudøvelse, at den fremfor alt søger at bevare den formelle Symmetri og i dette Öjemed med påfaldende Sindsro gör Vold på det givne Stof. Jeg skal tillade mig at drage en Parallel mellem den kvantiterende og den nyere accentuerende Digtning i denne Henseende. Der er vel ikke nogen, som tvivler om, at de utallige Accentfriheder, som kan påvises f. Eks. i danske Vers, fra først af ikke blot i Sang, men også ved Recitation har været ensbetydende med Vold på den prosaiske Accent (i et Vers som: og vovede jeg Strængen at nedstemme [Grundtvig] accentueres ved primitiv Oplæsning nedstémme, ikke néėdstemme); primitive Folkeslag går utrolig vidt i disse Accentfriheder, se herom Leskien og Brugmann, Litauische Volkslieder und Märchen S. 5, og nærværende Anmælder, Albanesische Texte S. 4. Ligesom således det accentuerende Metrum kan forføre til at göre Vold på den prosaiske Accent, således har det kvantiterende Metrum forført til at göre Vold på den prosaiske Kvantitet. Dog antager Schulze, at man i tre Tilfælde fandt sig i en Kvantitetsmangel uden at ophæve den ved Foredraget: man havde στίχοι ἀκέφαλοι, hvis første Fod begyndte med en kort Stavelse (ἐπεὶ δή), στίχοι λαγαροί, som manglede en kort Stavelse i første Fod (Αἶαν ᾿Ιδομενεῦ τε), 0g στίχοι μείουροι, hvis sjætte Fod begyndte med en kort Stavelse (αἰόλον ὄφιν M 208). Disse στίχοι μείουροι anerkendes ikke af D., der med skarpsindig Bevistørelse hævder, at den korte Stavelse i dette Tilfælde blev Genstand for metrisk Forlængelse; herpå tyder allerede Overleveringen, der skriver μετείω for μετέω 0. s. v. i sådanne Tilfælde og kun en eneste Gang grafisk bevarer den korte Stavelse (M 208, skal læses ὄπφιν); desuden vilde en metrisk Mangel i sidste Fod være ganske særlig iørefaldende. Derimod benægter D. ikke στίχοι ἀκέφαλοι og λαγαροί, den første Fod kunde danne en Art Optakt af indifferent Rythmus; også Overleveringen bevarer her ofte den korte Stavelse: ἐπίτογος, ζεφυρίη 0. s. v., men D. antager dog ofte metrisk Forlængelse i første Fod i Tilfælde, som Schulze regner til στίχοι ἀκέφαλοι. Allerede ved disse Afvigelser bliver Reglerne for den metriske Forlængelse betydelig mindre strænge end efter Schulze’s Fremstilling; men desuden påviser Danielsson den metriske Forlængelse i en Mængde Enkelttilfælde i Ordformer, der i sig selv ikke var uanvendelige i et Heksameter ; navnlig er Forlængelsen af første Stavelse i tribrachiske Ord (οὔνομα, σῦνεχές, παρέχῃ ἰχϑῦς τ 113) ikke bunden til så specielle Betingelser, som Schulze havde antaget; Forlængelse forekommer også i bacchiske Ordformer (Οὐλύμπου, ἱεῖσαι u 192), dog kun under specielle Betingelser. D. påviser, at Schulze for at gennemføre sine strænge Regler ofte må foretage Tekstrettelser, som ikke anbefales, ja ofte bestemt frarådes af andre Grunde, og ofte må ty til meget kunstlede sproglige Hypotheser (Schulze an-