Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 179 forf. firer betydelig på sine theorier og kommer i strid med sine tidligere resultater (f. ex. 288: Soma'’s nedkomst fra himlen; Soma stammer her fra arilds tid, mod 276; 290: Agni stammer fra lynet; 298 kommer han til et resultat som synes at vise, at hans opstilling af «sjæledyrkelse» og «naturdyrkelse», som V. opfatter dem, og som afløsere af hinanden, i det hele er af det onde, jf. 311 fg., ligesom det i «Indledningen» opstillede dogma, at «den Indogermanske race» i sin helhed skal have brudt afgjort med «sjæledyrkelsen» ; til begrebet rita har offerritualet öjensynlig leveret idéen). VI. «Tvashtar» (379—484). RV. I 142, 10: «Lad Tvashféar løse op for denne vor stærke sperma, både i tilstrækkelig mængde og [eller mäské med en nærliggende rettelse «med megen fortræffelighed»] megen i sig selv, til næring [og] til rigdom i vor navle» (9: vor forplantning, at vi kunne forplante os kraftigt og rigeligt)! oversætter V. i hovedsagen fuldstændig rigtigt uden at lade sig anfægte af andre oversætteres forbedringer, og styrker det oven i købet (386) med andre steder, hvor Tvashtar tydelig nok er den, der giver former og farve («skönhed»> er kun den ideelle side af dette). Det er ikke underligt, at han finder det «sandsynligt, at forfatterne tænke på hélt andre ting end regn» (387), men meget underligt, at han fortsætter «men tagne lige efter ordene [1] kunne disse ord næppe lede tanken hen på andet end regnguden Tvashéźar.» Da han nu selv indrömmer, at «Tvashféar aldrig...med rene ord sættes i forbindelse med regnen» (388), «så vil Jet altså sige, at Tvashfýar’s virksomhed som regngud [hvoraf der ikke er fjerneste antydning] ligger forud for ...RV.», og denne regngudstheori bringer ham til (386) at ansé Tvashféar’s formgivende virksomhed for «naturligst . .. at gå på plantelivet» (uagtet der til overflødighed på det ene anførte sted udtrykkelig nævnes dyrene). Gna'erne (389 fgg.), som Tvashtar altid er i følge med, og som alle steder afgjort vise ere gudekvinder, hvad han selv må indrömme?* ! náâbhā kan på ingen måde være andet end locativ, og denne locativ viser, at náâbhħim i de andre steder er apposition og ikke et selvstændigt led i opregningen. ? X 70, 9 er galt oversat (474); der står «Gud Tv., eftersom du .70 er så skön [indtryksaorist, jf. ἐγέλασα «jeg må. lé», «det var da et dejligt barn!»] [og] eftersom du blev (Impf.) Angiras’ernes fælle, så offer (0 : hjælp os med vort offer, at det kan blive skönt som Angiras’ernes) . ..» Også ΠῚ 4, 9 bör der oversættes «denne vor nærende sæd...» Det er karakteristisk at sé, hvorledes V. borteskamoterer dette «vor» af diskussionen: 386 taler han om Tvashfar’s «given sæd», og 398 fgg. bringer han ham derved i collision med Parjanya; men hvor står der noget om, at Parjanya giver former eller farve, og omvendt at Tvashźar frembringer den mandlige sæd (han løser kun op for den)? Og først 77 sider efter at den rigtige oversættelse er givet, begynder han uden videre at tale om, at Tvashíźar udgyder «sin» sæd (457, 467, 476), — og dog viser han sig på mange andre steder en passant at vide meget god besked om Tvashfar’s virkelige function (men en sådan gud må ikke være oprindelig, 409). 3 At den fostret formende gud med gudekvinderne er nok så naturlig i en hymne til årstiderne som en regngud med regn, synes umiddelbart indlysende, og den aldeles sikkre betydning på alle andre steder gör enhver anden opfattelse umulig. 12*