180 S. Sørensen: Anm. af (— i IV 22, 7 står der ikke «gnã'er» og menes ikke «regn», men <floderne», sé v. 6; i VII 34, 22 står der ikke «gnã'er» men «váruūtrībhiž», forklaret af Sīyana som «gudehustruer», og der er ikke spor af grund til at forklare dem anderledes —) forsøger han dog (mest kun ved hjælp af lidet åndrige vittigheder, 392 fg., 409) at göre til «regn»; man sér, at han ikke lader sig afskrække. Også det at Vinden (Vāyu) et sted kaldes Tvashfar’s svigersön, bruger han til bevis for, at Tvashéar oprindelig må have været regngud (så skulde Tvashíar vel snarere have været Väyu’s svigersön; det er et spörgsmäl, om ikke alle guder kunde kaldes Tvashfar's svigersönner). Derefter anfører han en mængde om Tvashéar som fødselsgud, som formende og som kunstner («formende» synes mig at indbefatte . det hele); men netop at han er fødselsgud skal vise, at han oprindelig er «regngud», ifølge en «mythologisk lov» (hvorpå der anføres et par horribelt udseende exempler, 394) og idet han uden videre går ud fra, at der sigtes til regnen i Apri-hymnerne (474, 394, 409. 0. m. a. st., men jf. 387), og betragter det, at han har tid til at «være en sådan pigernes Jens» (392, 409) som en modsigelse, der må føres tilbage hinsides RV for at forklares. Desuden er hans tone i dette afsnit så ejendommelig, at man uvilkårlig spørger sig selv, om han taler i alvor eller driver gæk med læseren. — En passant gör han også Açvin'erne (387; herom nedenfor), Heimdal og Hermes (388, 394)’ til regnguder. — Vi have allerede sét, hvorledes hans fuldstændig aprioriske dogmer om de 3 «racer» (navnlig den Semitisk-Afrikanske) og de Indiske præsters «tendens» (= den Proteus-agtige «ny sjæledyrkelse») ere sande kræftskader på hans dömmekraft, som æde sig ind allevegne og få ham til uden at blinke at göre sig skyldig i de håndgribeligste modsigelser. Hvor den förste kommer fra, kan jeg ikke have nogen begrundet mening om; den anden fremtvinges af «den Indogermanske races» formentlige brud med «sjæledyrkelsen» og har nogen undskyldning i den miskendelse af brahmanerne (som for andre sider af den Indiske kultur), der har været og endnu er en dél på moden blandt Europæiske lærde. Jeg er foreløbig (indtil vi få de følgende dele af værket) bange for, at vi støde på en 3dje kræftskade i hans opfattelse af «naturguderne». Dette navns anvendelse har ofte i det foregående forekommet mig underligt. Man skulde tro, at guder som Ilden og Soma mätte være selvskrevne til dette navn; men dem regner V. åbenbart ind under «den ny sjæledyrkelse» ifølge theorien om «præsternes tendens»; figurer som Morgenrøden, Vinden, Marut’erne, etc., regner han, så vidt jeg husker (ligesom jeg), til «naturguderne» og Aditi til «naturdyrkelsen», skönt man skulde tro, de stod på nogenlunde lige fod med Agni og Soma, forholdet til «præsternes tendens» fraregnet. Men han kalder også de fuldt personlige guder «naturguder» og synes særlig at finde smag i «regnguder». Man fär en uhyggelig anelse om. at vi her have en genganger af sådanne tidligere naturmythologiske forklaringer som soltheorien, mor- ' Noget sådant stod der rigtignok i sin tid i Preller (og står der māäske endnu); men jeg har aldrig troet det og havde håbet, at det var forældet som et «comparativt» (Ὁ) misbrug.