Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. 181 genrødetheorien, uvejrstheorien, og måske endnu flere, hvis volter ere så halsbrækkende, at de med rette ikke synes at behage V. (jf. dog 516)". 456 giver han os deres methodologiske synderegister; men ét af disse punkter synder han i al fald selv svært i; thi det er åbenbart, at han er gået til sin undersøgelse om Tvashźar «med forudfattet mening, med et bestemt ønske om, hvortil den skulde føre.» Det havde vist været bedre, om han havde ventet med at ville gå bag ved Rigveda, til vi havde fået de følgende bind. Så ville vi mäåské forstå, ved hvilke midler V. (391, 409, 426 fg., etc. etc.) kan sondre mellem Rigveda-tidens begyndelse og slutning (filologiske er det ikke); hvoraf han véd (426), at «offret mere og mere trængte sig frem i den senere Rigveda-tid, da den gamle naturdyrkelse måtte vige» undtagen Indra (han lader dog selv «den rént kosmogoniske interesse» komme op i den senere Rigveda-tid, 409); hvoraf han véd, at «den rént episke tankeretning har været meget sén og kun lige indledet i Rigveda-tidens begyndelse» (til trods for de mange Imperfekter og til trods for hans egne bemærkninger 514 o. a. st. om «nu uforstäet episk indklædning» o. lign.; ellers kunde vi have släet os til ro med, at vi måske ikke, inden vi få nærmere vejledning, kunne skelne det rént episke fra «naturmytherne», 4600; jf. 409, hvor der antydes en modsætning mellem mytherne om Tvashéar og om Prajapati); hvorfor forestillingen om gudehustruer overhovedet skal høre til «den rent episke tankeretning»; hvorfor der i RV’s begyndelse endnu slet ikke var brug for en kunstner (men nok i den senere Rigveda-tid); hvad der nærmere menes med «Urindogermansk» (424); hvorfor Tvashéźar (410) kaldes «en så dunkel og flersidig gud» (jeg vil prøve at gætte: fordi han skal være en «naturgud», 480, og kun «regnguder» og lign. ere «naturguder»); hvor meget Hephaistos og de andre gudekunstnere egentlig have lavet (i modsætning til Tvashźar, som, 425 fg., kun skal have lavet «tordenkilen» og en skäl — som dog forméntlig ikke behøver at være «offret» — til trods for at hans tid skal have været så knap, 409); hvorfor man (417) skulde hede Tvashéźar om at lave «tordenkilen» (som han én gang for alle har gjort); hvoraf han véd, at «Hephaistos som bekendt [?] er en gammel gud, der kun er omdannet til kunstner, og selv med Völund har det vel [!] en anden sammenhæng» 427 (formodentlig fordi Hephaistos skal være «naturgud», i dette tilfælde «ildgud», skönt Agni jo hører til «sjæledyrkelsen»); hvorfor det skal være af betydning for bedömmelsen af Tvashfźar, at han (efter V.’s mening) står så vagt, da dog også de andre guder (Indra incl.) «ere lidet anskuelige, med meget få attributer» (427); hvorledes vi skulle forstå (480 fg.), at Tvashfar er «en ægte naturgud [i RV? jf. 388], ret af Aditi’s slægt, og den voxende sjæledyrkelse har sikkert bidraget til, at han blev besejret af Indra» (Indra er efter V. også «regngud»”, hvilket 1 Det synes mig ubilligt af V. at kritisere Edv. Brandes ud fra dette synspunkt (især 31) uden at tage hensyn til, at Brandes’s afhandling om Ushas er 18 år gammel og fremkom på en tid, da soltheorien o. lign. nød den höjeste anséelse, en undskyldning, man ikke har nu om stunder. ? Skulde det ikke være «naturgud»-theorien, der har forhindret den ellers så skarpt iagttagende forfatter fra at opdage, at Indra i RV aldrig