P. Petersen: Anm. af Anthologia lyrica, ed. Crusius. 19 en gång gifva ett uttryck åt den glädje, som hvarje vän inom den skandinaviska norden af antikens odling måste känna öfver det värdefulla bidrag till en vidsträcktare kännedom om ett vigtigt skede af denna odlings historia och om de senare årens forskningar på detta område, som i och med prof. Ussings «Pergamos» skänkts åt vår bildningssökande allmänhet. Upsala i April 1898. Lennart Kjellberg. Anthologia lyrica sive Lyricorum Graecorum veterum praeter Pindarum reliquiae potiores. Post Theodorum Bergkium quartum edidit Æduardus Hiller; exemplar emendavit atque novis Solonis aliorumque fragmentis auxit O. Crusius. Lipsiae 1897, Teubner. LXXVI++ 387 pp. Bogen er en god gammel Bekendt. Mange Filologer have benyttet Bergks poetae Graeci lyrici og hans mindre Anthologia lyrica. Af den sidste udkom i 1890 4de Udg., indeholdende de ældre Lyrikere og som Anhang Pseudophocylidea, Anacreontea og Peplos, besørget af Æ. Hiller, og da den hurtigere, end man havde ventet, blev udsolgt, paatog O. Crusius sig at besørge den udgivet paany. Hiller havde gjort den Forandring i Digtenes Orden, at han samlede de elegiske og iambiske Digtere under et, for at Læserne ikke skulde behøve at søge Digte af samme Forfattere (Archilochos, Solon, Crates) paa to Steder, og denne Ordning har Crusius bibeholdt. Desuden har ban optaget senere fremkomne Fragmenter af Solon og andre. Den i Ægypten nylig fundne Samling Digte af Bacchylides var endnu ikke udgiven. Af Hensyn til at den ventedes, har han ladet de gamle Fragmenter saa godt som urørte. Nu da Kenyons Udgave foreligger, viser det sig, at kun faa og smaa Stykker af de hidtil kendte findes blandt de nye. Afvigelser træffes kun i et enkelt Ord og i enkelte Former; de fleste af de gjorte Konjekturer (f. Ex. 3 af Neue i Fragm. 1 paa 3 Linier) bekræftes ikke. Derimod viser det sig rigtigt, at Wilamowitz (Isyll. S. 143) har foretrukket den Form af fr. 34, som findes hos en anonym Scholiast og hos Planudes (med Ombytning af de to sidste Ord) for den af Bergk efter Joannes Sic. optagne; ligeledes at Sylburg har tillagt Bacchylides fr. 22, om end et Led i hans Bevisførelse har vist sig urigtigt, og Bergks Konjektur ἅγνᾶς (for áyváv) bekræftes. Hillers Udgave har jeg ikke kunnet faa, men af hans For- tale, som Crusius har aftrykt foran sin egen, fremgaar, at han Ω5