20 P. Petersen: Anm. af gik ud fra, at de særegne Regler for Accentuationen i den æoliske Dialekt, som Oldtidens Grammatikere have overleveret, ere hentede fra Iagttagelser, der ikke gaa længere tilbage end til det 3die eller 4de Aarhundrede, medens vi intet vide om Accentuationen i det 7de Aarhundrede; han brugte derfor i sin Udgave den attiske Accentuation. Crusius udtaler i sin Fortale, at selv om man vilde gaa ind paa, at de gamle Grammatikere kun have haft 3die og 4de Aarh. for Øje, saa fulgte dog ikke deraf, at Accenten ikke havde været den samme i det 7de Aarh., og af denne og andre iøvrigt heller ikke fyldestgørende Grunde! har han genindsat Grammatikernes og Papyroshaandskrifternes Accentuation, hvilket jeg mener er heldigere end den attiske, end sige end det Forslag ganske at udelade Accenten. Crusius har suppleret Hillers adnotatio critica. Han angiver ganske kort, hvem nye Læsemaader skyldes, baade dem, han har optaget i Teksten, og andre, og henviser til Bøger og Tidsskrifter, som behandle Digterne og Digtenes Fortolkning. Han betegner ikke sin Bog som en ny Udgave, men nærmest som et forøget og forbedret Exemplar af Hillers, en ny 4de Udg. Sitzler siger i sin Jahresbericht über die griechischen Lyriker 1888—91 S. 115, at Hiller efter Evne søgte at forbedre Teksten, og at det lykkedes ham at gøre mangt et Fragment læseligere, medens han dog, hvor det gik an, holdt fast ved Overleveringen. Crusius siger, at han ikke har medtaget af sit eget noget, som krævede længere Forklaring; han har benyttet eller meddelt, hvad der i Mellemtiden er fremkommet, men i det hele kun med Maadehold optaget nye Læsemaader. De ældre Lyrikeres Tekst er paa mange Steder mangelfuldt eller fejlagtigt overleveret, og trods alt, hvad der er gjort for at forbedre den, er der ingenlunde overalt fremkommen tilfredsstillende Rettelser. Det er vanskeligt at afgøre, hvor vidt man bør gaa med at optage usikre Rettelser i Teksten. Ved en Bøg som den foreliggende er det naturligt at beholde den overleverede Tekst, endog hvor den er mislig, og henvise Forslag til Forbedringer til adnotatio, medens en Bog, der som den af mig i 1873 udgivne Græsk Anthologi kun er bestemt til Skolebrug, giver større Frihed. Jeg skal omtale nogle enkelte Steder. Kall. 1, 15 (15), beholder C. ἔρχεται (οἶκόνδε), saa αὖ φυγὼν betyder «efter at være sluppen vel derfra» (ἀποφυγὼν), medens Meningen fordrer: <efter at have unddraget sig», hvorfor jeg har foretrukket Bergks Konjektur ἔργεται (lukker sig inde). Mimn. 1, 8 (3, 3) beholder C. μείλιχα δῶρα καὶ εὐνή; δῶρα kan ikke staa alene. 1 Det af Philodem. de musica p. 79 K. citerede Ord have ikke den Betydning, som han lægger i dem. ? Af Hensyn til de Lærere, som benytte min Bog, har jeg i Parenthes tilføjet, hvor Stederne findes i den.