28 Joh. Forchhammer: Anm. af und Tannerys Index unter Apollonius de Perge). Wenn dagegen Tittel aus συνωϑῶν bei Proklos S. 125, 17 schliessen will, dass der ebenda genannte Plutarchos ein Zeitgenosse des Apollonios ist, beruht das auf Missverständniss; es bedeutet nur: indem er wohl oder übel den Apollonios dasselbe sagen lässt. Das vierte Fragment, bei Simplikios in Arist. Phys. I S. 60, hat Tittel das Verdienst hervorgezogen zu haben; über die Zeit des Karpos lehrt es nichts, und wenn als Berührung zwischen ihm und Geminos Proklos S. 105, 26 f. angeführt wird, weil daselbst aus Geminos ἐκ πλειόνων κινήσεων citirt wird und Karpos eine Linie èu διπλῆς κινήσεως erfunden hat, ist der mathematische Zusammenhang, worin die beiden Ausdrücke vorkommen, gänzlich verkannt. J. L. Heiberg. Herman Peter, Die geschichtliche Litteratur über die römische Kaiserzeit bis Theodosius I und ihre Quellen. I—II. Leipzig 1897, Teubner. XII- -478, γ1-[-410 5. I den sidste Menneskealder er Spørgsmaalet om Kilderne til de os opbevarede historiske Værker og dermed om disses Paalidelighed traadt stærkt i Forgrunden, og den tydske Skarpsindighed har tumlet sig frit paa dette Omraade, særlig i Doktordisputatser og andre mindre Afhandlinger. P. klager nu vistnok med god Ret over, at denne Prøvelse af Kilderne for det meste er holdt indenfor en altfor snever Synskreds og hviler paa altfor faa Iagttagelser, hvorfor Anskuelserne i de vigtigste Punkter gaa saa vidt ud fra hinanden. I Modsætning hertil vil P. give os et Billede af det hele aandelige Liv i Kejsertiden og de politiske Anskuelser, i hvilke Forfatterne er opvoksede; paa denne Baggrund vil han da i saa skarpe Træk som muligt tegne de enkelte Forfatteres Ejendommelighed. Derved mener P., at vor Agtelse for mange Forfatteres Sandhedskærlighed vil stige — naar vi tage Begrebet Sandhed i antik Betydning af Ordet. Om dette sidste handler navnlig den sidste af Værkets 6 Bøger (II 177—383): «Almindelig Værdsætning af den romerske Kejsertids Historieskrivning efter dens Opgave, Stofbehandling og Fremstilling.» Historieskrivningen galdt hos de gamle (siden Isokrates) kun som en Kunst, ikke som en Videnskab. Historieskriveren værdsættes efter den rent kunstneriske Fremstilling. Fordringen til historisk Sandhed opstille ganske vist ogsaa de gamle for andre og for sig selv; alle love at ville følge den, og de ypperste a a