Peter, Die gesch. Litt. über die röm. Kaiserzeit. 29 historiske Forfattere stræbe at holde Løftet; men jo mere Rhetoriken gennemsyrer hele Litteraturen, des mere træder Sandhedskravet i Baggrunden. Thukydides (1 22) indfletter i sit Historieværk selvskrevne Taler, der lægges de ledende Personligheder i Munden, «saaledes som vedkommende efter min Mening mest passende kan have udtalt sig om det foreliggende Emne». Ham fulgte heri alle senere græske og romerske Historieskrivere. Paa Talerne følger snart tfingerede Breve og i scriptores hħistoriæ Augustæ møde vi fingerede Aktstykker. P. mener i denne Samling at kunne paavise et Tal af 130 opdigtede Dokumenter, Halvdelen Breve, men ogsaa Senatsforhandlinger, kejserlige Skrivelser, Taler, Indskrifter og Edikter (I 248). En af disse Forfattere, Vopiscus, gaar saa vidt, at han angiver Findestederne for sine falske Aktstykker. Naar man læser sligt, forstaar man, paa hvor usikker en Grundvold hele den senere Kejserhistorie hviler. Men selv hos de bedste historiske Forfattere tør vi ikke vente at finde den Nøjagtighed i Gengivelsen af andres Ord eller den Omhu i Angivelsen af Kilder, som vi nu fordre af et historisk Værk. I Krigshistorien, særlig Slagbeskrivelserne, savne vi overalt den geografiske Paalidelighed. En saa omhyggelig Forfatter som Polyb giver os intet klart Billede af det Terræn, hvor de vigtigste Slag har staaet — sammenlign Prof. Ærs/eos Noter til Hovgärds Oversættelse af Polybs tredie Bog. Æivius er i hvert Fald udenfor det Terræn, han kender personligt, ganske ligegyldig for topografisk Nøjagtighed, og Tacitus er ikke et Haar bedre. Hans Slagskildringer er rhetoriske Pragtstykker — intet andet. Mommsen kalder ham den mest umilitære af alle Forfattere, hvilket P. dog protesterer imod: Fejlen er gennemgaaende hos alle Kejsertidens Forfattere. Der er ingen Tvivl om, at Udmalingen af de enkelte Begivenheder hos Tacitus, særlig i hans Annales, ofte er rent rhetorisk, man kunde næsten sige digterisk. Men lidt varsom skulde man være ved Paavisningen af bestemte Kilder til saadanne Udsmykninger. P., der ellers advarer mod slige Forsøg, har efter min Mening selv været meget uheldig (II 315): «So werden auch sonst manche Scenen erdichtet sein, ohne dass wir es zu erkennen vermöchten. Von einer des Tacitus können wir es wenigstens mit einer gewissen Wahrscheinlichkeit vermuten: denn wie bei ihm (ann. II 13) Germanicus nur mit einem Begleiter, in eine Wildschur gehüllt, das Feldherrenzelt «per occulta et vigilibus ignara» verlässt und das Lager durchstreift, um die Stimmung der Soldaten zu erkunden, so erinnert dies an Lucan (V 504 f), bei dem Cæsar an der epirotischen Küste «plebeio tectus amictu», nur von der Fortuna begleitet «tentoria postquam egressus vi-