Lykisk. Af Holger Pedersen. Kort efter hinanden har to norske Sprogforskere, Sophus Bugge og Alf Torp, udsendt hver sit Bidrag til Forståelsen og Bedömmelsen af det gamle lykiske Sprog. Professor Bugges «Lykische Studien I» udkom i det norske Videnskabsselskabs Skrifter, hist.-fil. Kl. 1897 som Nr. 7, Professor Torps «Lykische Beiträge I» fremkom sammesteds 1898 som Nr. 4. Bugge behandler først og fremmest Spörgsmälet om, hvorvidt Lykisk skal anses for et indoevropæisk Sprog eller ikke; på en allerede i formel Henseende udmærket Måde fremstiller han de gamle og ny Argumenter, der taler for Sprogets indoevropæiske Karakter; hans Arbejde vil derfor blive Midtpunktet i den fremtidige Diskussion om dette Spörgsmål, en Diskussion, der dog næppe vil blive langyarig, da der, så vidt jeg ser, ikke kan være Tvivl om, at Bugges Løsning af Spörgsmäålet er definitiv: Lykisk er et indoevropæisk Sprog. Bugges Bog vil uden videre Forberedelse kunne læses med Udbytte af enhver Filolog. ‘Torps Bog henvender sig derimod til de Læsere, der selvstændig har gennemarbejdet de lykiske Indskrifter; hans Dom om Sprogets Slægtskabsforhold er tydeligt nok den samme som Bugges; men dette udtales ikke udtrykkelig nogetsteds i Undersøgelsen, som udelukkende har til Formål, hvad der for Bugge stod i anden Linje, at fremme selve Forståelsen af Indskrifterne. Til dette Formål benytter Torp intetsteds sammenlignende etymologiske Betragtninger, men bygger udelukkende på, hvad der kan uddrages af selve Indskrifterne, der granskes på en så indtrængende og skarpsindig Måde, at Torps Afhandling bliver et af de allerbetydeligste Enkeltbidrag til Fortolkningen, som nogensinde er fremkommet. Både Bugge og Torp betegner deres Arbejder som første Del af en Række; Fortsættelserne må da imødeses med stor Interesse: med den In-