Lykisk. 71 med Oldarmenisk, der ikke er ret meget yngre end de pågældende frygiske Indskrifter (den ‘armeniske Litteratur begynder i det 5. Årh. efter Kr.), kommer vi til følgende bedrøvelige Resultat: Pronominet oç savnes i Armenisk; intet, som ligner κνουμανει «Grav», findes i Armenisk'!; hverken Præpositionerne að- og ser- eller Verbalrødderne ðax- 0g tuz- forekommer i Armenisk; kun fryg. Dativ øsuovv minder om armen. sa «denne», Dativ sma. Den umiddelbare Lighed mellem Frygisk og Armenisk er altså ikke stor; og de Overensstemmelser, som Kretschmer opregner S. 209, er ikke meget karakteristiske. Herodots Ord om, at Armenierne er Φρυγῶν ἄποικοι kan efter Sagens Natur ikke være en historisk Efterretning, men kun et Sagn, og dette Sagn beror næppe på en egentlig Overlevering, men kun på en Hypothese, hvis Grundlag vi ikke kender; Ligheden i Sprog må jo unægtelig efter Eudoksos’ Ord (καὶ τῇ φωνῇ πολλὰ φρυγίζουσὼ have været så stor, αὖ Lægmand kunde iagttage den og vel også tøle Modsætningen til de ikke-indoevropæiske Folk, som har boet i Nærheden. Men også Ligheden mellem Frygisk og Græsk var stor nok til, at Lægmænd kunde føle den; sml. Plato Kratyl. 410 A: ὅρα τοῦτο τὸ ὄνομα τὸ πῦρ μή τι βαρβαρικὸν j. τοῦτο γὰρ οὔτε ῥδάδιον προσάψαι ἐστὶν ἑλληνικῇ φωνῇ, φανεροί τ᾽ εἰσὶν οὕτως αὐτὸ καλοῦντες Φρύγες σμικρόν τι παρακλίνοντες. καὶ τό γε ὕδωρ καὶ τὰς κύνας καὶ ἄλλα πολλά. De Ligheder, Plato her fremhæver, har næppe været Lygtemænd; thi de tre Ord, han nævner, er netop gamle indoevropæiske Ord, som man kan vente at genfinde i de fleste Sprogklasser. At Ligheden mellem Armenisk og Frygisk har været betydeligt större end Ligheden mellem Græsk og Frygisk, er sikkert; men derfra er der et langt Spring til at betragte hele Forskellen mellem Armenisk og Frygisk som en Dialektforskel. Dertil berettiger os hverken Oldtidens Vidnesbyrd eller vort eget Kendskab til de to Sprog. Stærkere er Vidnesbyrdene om en Sammenhæng mellem Frygere og Thrakere. At Thrakisk var et indoevropæisk Sprog, fremgår for os sikrest af de thrakiske Personnavne, der tydeligt nok er Sammensætninger af samme Art som de indisk-iraniske, slaviske, græske, germanske, keltiske Personnavne (Aul/u-centus, Epta-centus, Biti- ' Armen. akan «διόρυγμαν anføres af Solmsen, Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung 34, 53, der slet ikke synes at kende Hübschmann'’s Indvendinger (Armenische Grammatik I 413). Ordets virkelige Oprindelse har jeg påvist i Zeitschr. f. vgl. Sprachf. 36, 99.