74 Holger Pedersen: pågældende Sprog ikke var indoevropæisk; thi den samme Overgang forekommer i en Række indoevropæiske Sprog: Nypersisk, Armenisk, Nygræsk, Albanesisk, Tysk (oldhöjtysk `bintan, nu binden). Ganske vist véd vi her, som ved alle Lydovergange, ikke, hvorfor Forandringen fra først af er begyndt; men at kalde en mystisk fremmed Urbefolkning til Hjælp som deus ex machina er ikke andet end at begynde en Legen Skjul, som kan fortsættes i det uendelige; Gåden bliver derved blot flyttet, men ikke besvaret. Med sin Udvikling om Lydovergangen fra πέ til nd har Kretschmer på en uklar Måde sammenfiltret et helt andet Bevis, som han henter fra Stednavnene på -γδα, -γδος. Disse Stednavues Udbredelse anser Kretschmer, ligesom ` mange andre för ham, for Kendetegn på en bestemt, ensartet Befolkning. Dette Bevis må virkelig anerkendes som gyldigt. men dog er det nødvendigt at tage mange Forbehold. Da vi ved Sammenstillingen af disse Stednavne kun kan rette os efter den rent ydre Lighed uden at have noget Middel til den etymologiske og historiske Bedömmelse, er det givet, at vi ofte vil komme til at sammenblande Navne af helt forskellig Dannelsesmåde og Oprindelse; det er altså heller ikke udelukket, at vi kunde komme til at sammenblande Navne, som stammer fra rent forskellige Sprog. Og selv om vi nogenlunde kan göre denne Fejl uskadelig, er der endnu en anden Kilde til Fejltagelser. Det er nemlig aldeles ikke givet, at disse Stednavnes Udbredelse falder sammen med den Befolknings Udbredelse, som de hidrører fra. De kan meget godt i mange Tilfælde tænkes blot at være Vidnesbyrd om forbigående, i det væsentlige mislykkede Forsøg på at sætte sig fast i en fremmed Befolknings Område. De mange slaviske Stednavne i det nuværende Grækenland beviser hverken, at der i Grækenland nutildags tales Slavisk, ikke heller at Slaverne har beboet Grækenland för Hellenerne. Vi kan altså ikke på Grundlag af disse Stednavne tegne et Billede med så bestemte Omrids, som Kretschmer tegner det. Og navnlig kan vi ikke på Grundlag af disse Navne påstå, at det pågældende Sprog ikke var indoevropæisk; thi da vð kan være opstået af zf, får de fleste af disse Navne et meget godt indoevropæisk Udseende. Bugge behandler i sin Bog også disse Navne og går så vidt, at han ligefrem benytter dem som Bevis for en indoevropæisk Befolkning. Og det må indrömmes, at de i höj Grad indbyder til en sådan Benyttelse. Det kariske Stednavn “άβραυνδα, Λάβρανδα og Gudenavnet “άβρανδος tör