Lykisk. 79 med Sikkerhed antages at være afledet af det lydiske Ord λάβους «Økse», da vi véd, at Øksen var denne Guds Attribut. Aáβοαυνδος betyder altså «den, som har en Økse» og må da siges at stemme påfaldende med sanskr. puíra-vant- «som har en Sön» (af putra- «Sön»), gr. χαρί-εις Gen. χαρί-εντ-ος. I samme Retning tyder det, at en og samme By dels kaldes Mysanda Mo¢- σβανδα, dels Μυοῦς: det sidste er åbenbart en græsk Oversættelse af det fremmede Navn. Indbyggerne af Byen Kaðúavða hedder i lykisk Form yzxadavąati; her synes vi ligefrem at have den gamle indoevropæiske Form af Suffikset bevaret. Foruden dette anfører Bugge endnu en Mængde andre Ting, der, om end mindre slående, peger i samme Retning. Kretschmers tredje Bevis for en ensartet lilleasiatisk Befolkning er Personnavnene. Han gennemgår dem S. 311—370 og viser deres indbyrdes Overensstemmelse. Dette er et fuldgyldigt Bevis, som dog vel at mærke heller ikke er istand til at give Billedet aldeles bestemte Omrids, da det er umuligt nöjagtigt at afgrænse de Egne, hvor Navnene hører hjemme. Men et Bevis for, at de lilleasiatiske Sprog ikke var indoevropæiske, afgiver Personnavnene ikke. Kretschmer betegner rigtignok 5. 377 Navnene på -si (kar. Jlavúaooıs, lykisk Ἄβασις, Syyutrazi, pisid. Κβήδασις, "Ὅπλεσις, 1ykaon. Πίγρασις, kilik. Κβεδίασις) som ikkeindoevropæiske, men derved har han blot givet Bugge Lejlighed til en glimrende Gendrivelse. Flere af de kariske Personnavne af denne Art er tydeligt nok oprindelige Ethnika: Σάμασσις af Σάμος, Ἴμβρασσις af Ἴμβροος (ved Σάμος og Ἴμβροος må her tænkes på de kariske Lokaliteter af dette Navn). På samme Måde finder vi i Lykisk sppartazi «spartansk», αἰᾳπαξὶ «atheniensisk» 0. s. v. Men på selv samme Måde anvendes i Armenisk et Sufiks af ganske samme Form: hay-aci «armenisk», atenaci «atheniensisk»; c udtales ἐΐ8, d. v. 8. som en Forbindelse af en tenuis aspirata (dansk £) og et s; det lykiske z betyder, som vi nedenfor skal se, ís. Man kunde forsøge at smutte uden om den heraf dragne Slutning om, at Lykisk, Karisk o.s. v. er indoevropæiske Sprog, beslægtede med Armenisk; man kunde nemlig antage, at Suffikset ikke var ægte armenisk, men lånt fra et af de lilleasiatiske Sprog. Denne Udvej spærrer Bugge ved at göre opmærksom på, at armen. -cz står i Forbindelse med den armeniske Endelse for Genitiv Pluralis -é (μαψοῦ «Armeniernes» 0. 8. v.). Endnu et fjærde Bevis for den lilleasiatiske Sprogenhed anfører Kretschmer. Da man nemlig tildels har været tilböjelig