76 Holger Pedersen: til at antage en Sproggrænse mellem Karien og Lykien, vil det være af afgörende Betydning om man klart kan påvise Slægtskab mellem Karisk og Lykisk, og man må vistnok sige, at dette er lykkedes Kretschmer. Vi har adskillige kariske Indskrifter, af hvilke de fleste er fundne i Ægypten; men Dechiffreringen af disse Indskrifter kan næppe nok siges at være begyndt. En Del af dem er bilingve (på Karisk og Ægyptisk); men det hjælper os ikke, da den ægyptiske Indskrift ikke er Oversættelse af den kariske. En karisk Indskrift, som findes i Musæet i Berlin, opfatter Kretschmer nu således, at han mener at finde et Mandsnavn efterfulgt af en Genitiv, som betegner Faderens Navn, og det lykkes ham med en ikke ringe Sandsynlighed at bestemme Betydningen af de sidste Bogstaver, som må -indeholde Genitivendelsen; denne Endelse viser sig da at være identisk med den lykiske Genitivendelse -/Äe, som vi nedenfor skal omtale nærmere. Kretschmer har således meget godt bevist, at der i den störste Del af Lilleasien taltes Sprog, som var indbyrdes beslægtede, men hans anden Sætning, at disse Sprog var aldeles forskellige fra Frygisk og Armenisk og overhovedet ikke indoevropæiske, har han ikke ført noget Bevis for. Man må da vente at finde dette Bevis ved hans Omtale af de enkelte lilleasiatiske Folk, og det er straks klart, at det store Slag må stå i Lykien. Thi der er ikke noget andet lilleasiatisk Folk, der har efterladt sig så rigelige og så forholdsvis let forståelige Indskrifter som Lykierne. Af Bedömmelsen af Sprogformen i disse Indskrifter afhænger da Dommen om Sprogforholdene i Störstedelen af Lilleasien. Den første, som bragte Efterretningen om lykiske Indskrifter til Evropa, var Cockerell, der rejste 1812 og har udgivet sin Rejseberetning 8 År senere hos Walpole, Travels in various countries of the East, 1820. De 4 Indskrifter, han meddelte, satte straks adskillige Lærde i Virksomhed, men Materialet var for lille. Det blev imidlertid betydelig forøget ved en Række Rejser, som foretoges i den første Halvdel af dette Århundrede. Englænderen Charles Fellows rejste 1838 og 1840; Resultaterne foreligger i de to Værker: A Journal written during an Excursion in Asia Minor, London 1839 (4 lyk. Indskrifter), og Account of’ Discoveries in Lycia, London 1841 (23 lyk. Indskrifter, som behandles i en vedföjet Afhandling af Daniel Sharpe). 1842 foretog tre Englændere Daniell, Spratt og Forbes en Rejse i Lykien, under hvilken Daniell, der nærmest havde den filologiske Side af