80 Holger Pedersen: Ord for Ord: «Purihimeti byggede, Masasa’s Sön, Grav denne for Selv sit og Börn sine». Stavelsen -Ø efter Navnet purihimeti er mindre klar; man har hidtil troet, at den hørte med til Navnet, men Vilh. Thomsen har påvist, at dette -ἐ er et særskilt formalt Element. Man vil se, at Verbet ender på -e, når Subjektet går foran, men på -e, når Subjektet følger (i hvilket Tilfælde det «foreløbige Subjekt» meti, mene står foran Verbet); denne Regel er uden Undtagelser. Nogle Gravskrifter er en Del længere end de to, jeg her har anført; efter Angivelsen om, hvem der har ladet Graven bygge, og hvem den er bestemt for, følger der da gærne et udtrykkeligt Forbud mod, at uvedkommende benytter Graven, og en Angivelse af den Bøde eller Straf, som er knyttet til Overtrædelsen. Gravene er udhuggede i Klippen, hvorved man ofte efterligner Træbygninger; herom og om den lykiske Kunst i det hele taget henviser jeg til de ovenfor anførte Rejseværker. En ganske særlig Plads blandt de lykiske Indskrifter indtager en stor historisk Indskrift fra Ksanthos, skrevet på de fire Sider af en Stele, som desværre er noget beskadiget. Den lykiske Indskrift på Stelen må antages at begynde på Sydsiden; den fortsættes på Østsiden og sluttes på Nordsiden. På Nordsiden står der derefter et græsk Epigram, som Imbert i Revue des études grecques VII restituerer på følgende Måde: ἘΞ οὗ © Εὐρώπην ᾿Ασίας δίχα πόντος ἔνειμεν, 3 , , , , 5 ΄ οὐδές πω Δυκίων στήλην τοιάνδε ἀνέϑηκεν, δώδεκα ϑεοῖς ἀγορᾶς ἔν καϑαρῶι τεμένει, γικέων καὶ πολέμου μνῆμα τόδε ἀϑάνατον. Κόρροις ὅδε “Δρπάγο υἱὸς ἀριστεύσας τὰ ἅπαντα , 7 ~ £3 2 c Se χερσιπάλην Δυκίων τῶν τότ᾽ ἕν ἡλικίαι πολλὰς δὲ ἀκροπόλες σὺν ᾿Αϑηναίαι πτολιπόρϑωι πέρσας συνγενέσιν δῶκε μέρος βασιλέας" ὧν χάριν ἀϑάνατοί ot ἀπεμνήσαντο δικαίαν" £ \ s c , ~ 3 € , 3 , - ἑπτὰ δὲ ὁπλίτας κτεῖνεν ἐν ἡ μέραι ᾿Αρκάδας ἄνδρας Ζηνὶ δὲ πλέστα τροπαῖα βοοτῶν ἔστησεν ἁπάντων, καλλίστοις δ᾽ ἔργοις Kapiza γένος ἑστεφάνωσεν. Heraf fremgår det altså, at Mindesmærket er rejst af Korris (lyk. χοροῦ, Sön af Harpagus (lyk. Arppayu), af Karikas’ (lyk. xeriga) Slægt. De græske Bogstavformer viser hen til det 5. Århundrede för Kristus. Benndorf bemærker (Reisen I 89), at det første Vers giver os en terminus post quem ved Benyttelsen