Lykisk. 85 uopklaret er endnu nærmest kun et Tegn på Ksanthos-Stelen af Form som et arkhaisk fem-linjet M. De fleste Indskrifter frembyder derimod ikke andet end letkendelige Former af de sikkert bestemte Tegn; Sprogets Lyd er derefter følgende: Vokalerne a a u e ẹ i, Vokaler i konsonantisk Funktion y v, Liquidæ og Nasaler r Z n £ m nm, Eksplosiver og Spiranter m. m. ἢ, / q xg, t T 0 d, s z, p b. Alfabetet frembyder imidlertid endnu en Ejendommelighed, som man ikke kan lade være uomtalt, da den bidrager meget til at give Sproget et fremmedagtigt Udseende; det er den hyppige Fordobling af Konsonanterne, som Læserne allerede i det foregående har set Eksempler på. Man har været tilböjelig til i Fordoblingen at se en Betegnelse for en Række Lyd, som i Lykisk manglede et særskilt Tegn; Moriz Schmidt mente således, at de fordoblede Konsonanttegn skulde udtrykke monuillerede Lyd. Nogle Konsonanter forekommer fordoblede i Ordenes Begyndelse, nemlig dd tf zz; disse samme Konsonanter finder vi også fordoblede inde i Ordene efter en Vokal, og her tillige 99 11 n ním, medens det vist kun beror på en Fejl, at man en enkelt Gang finder A (i et Ord, som regelmæssigt skrives med enkelt ἢ). De øvrige Konsonanter forekommer kun fordoblede efter andre Konsonanter; Moriz Schmidt giver herfor en Række Specialregler, hvorved den virkelige Hovedregel fuldstændig skjules. Denne Hovedregel er, som jeg mener at kunne godtgöre, simpelthen den, at enhver Konsonant er fordoblet efter en anden Konsonant; kun efter Nasalerne indtræder ingen Fordobling (altså πῦρ 70t iz rk πῖχ), og heller ikke fordobles Liquidae og ὁ (udtalt v) efter foregående Eksplosiv, Spirant eller τι (αἰ πὰ ml, kl, tl, ttl, pl, si, hl, mr, ΕΓ, tr, Or, dr, zr, kb, 80), Nasalerne fordobles ikke foran en Konsonant eller i Udlyd (χη ta, terrl). Eksempler på Fordoblingen er yssadrapa «Satrap», arna «Ksanthos», sppartazi «Spartaner», prnutahi; også efter stavelsedannende Konsonanter indtræder Fordobling: Arppi «for», kuprili Mandsnavn. Ved Sammenstød af tre eller flere Konsonanter gælder de sædvanlige Regler: ddapssníma, χίίδᾳ, sppr taza, trąqiti. Undtagelserne fra de her givne Regler er få og tildels rent tilfældige (f. Eks. χρᾳ for yupa ved en Fejl i en Indskrift; temmelig hyppigt er dog rf istedenfor γι). I Psevdolykisk gælder andre Regler for Fordoblingen end i Lykisk. Det er straks klart, at intet taler for Moriz Schmidt’s Opfattelse af Fordoblingen. Det går heller ikke an at antage, at Fordoblingen ved hver enkelt Konsonant skulde haye en forskellig Betydning; da For-