86 Holger Pedersen: doblingen beherskes af en klar og simpel Regel, må Modifikationen af Konsonanten i alle Tilfælde være den samme. Men hvad kan det være for en Modifikation, som således er anvendelig på alle Konsonanter (undtagne fra Fordoblingen er y og v, fordi de aldrig forekommer i Konsonantgrupper; r, fordi vi intet Eksempel har på Gruppen ἐσ. hvor r efter Regelen måtte være fordoblet; Æ, fordi vi ikke har Eksempler på Grupper med Æ efter p, t o.s. v.)? Unægtelig gives der et Sprog, hvor alle Konsonanter har været Genstand for en ensartet Modifikation. Dette Sprog er Irsk; her kunde i visse bestemte Tilfælde en hvilkensomhelst Konsonant komme til at udtales med en åbnere Mundstilling end den oprindelige; denne åbnere Udtale er det, Irerne med en meningsløs Benævnelse kalder Aspiration. Det lader sig nu ikke nægte, at der virkelig er en slående Parallelisme mellem Irsk og Lykisk; de Tilfælde, hvor Konsonanten i Lykisk er fordoblet efter en anden Konsonant, er omtrent de samme, i hvilke der i Irsk ikke indtræder Aspiration, medens den ikke fordoblede Konsonant i Grupperne Κὶ ftr o.s. v. svarer til det aspirerede ὦ og r i de samme Grupper i Irsk; også det ikke fordoblede Æ íp efter 7f og nf stemmer med, hvad jeg har udviklet i min Bog « Aspirationen i Irsk» ὃ 147. At Parallelismen ikke er aldeles gennemført, har ikke meget at sige; thi der kan jo kun være Tale om en lydfysiologisk Parallel, men selvfølgelig ikke om en historisk Sammenhæng. Alligevel tror jeg ikke, at Fordobling og Ikke-Fordobling i Lykisk var Udtryk for en mere lukket og en mere åben Udtale. Jeg nærer tværtimod den Anskuelse, at Fordoblingen i Lykisk simpelthen var det, der ligger allernærmest, nemlig Betegnelse for lange Konsonanter. Denne Anskuelse støtter jeg navnlig på Grupperne σπῖτι og nem, hvor Lyden grafisk ikke blot deles i to Halvdele, men i to efter Tegnenes Vidnesbyrd kvalitativt forskellige Halvdele. I Ord som pítaraze « ΠΠαταρέων» må man da mellem p og íí tænke sig indskudt et ə (p umiddelbart foran langt í vilde næppe være hørligt), og i mrnuhe må σῖ fungere sonantisk; Paralleler til disse Forhold findes i Armenisk ; sml. også gr. ]Π]}άταρα, som allerede Moriz Schmidt har henvist til. — Der står endnu tilbage at forklare Grunden til Fordoblingen i Ordenes Begyndelse og efter Vokaler, men det skal jeg ikke komme ind på; jeg antager, at Fordoblingen her i stort Omfang har etymologisk Betydning (om f‘idi «han skal betale», som Imbert vil, skal forbindes med iehi «Statskasse», lader jeg