Lykisk. 87 være uafgjort; at ἐΐΐ også kan forekomme i Indlyd viser Aruttla «Indskrift»). Efter disse Bemærkninger om Alfabet og Orthografi, skal jeg gå over til at prøve Bugges Bevisførelse for det lykiske Sprogs indoevropæiske Herkomst. Som det var at vente, henter Bugge sit første Bevis fra Fleksionen. Lykisk har, såvidt man hidtil har kunnet erkende, 4 Kasus: Nominativ, Akkusativ, Dativ, Genitiv; af disse Kasus minder navnlig Akkusativ Singularis og Akkusativ Pluralis slående om Indoevropæisk. Ordet Zada «Hustru» hedder i Akk. Sing. ἰαάίᾳ og i Akk. Plur. adas (Torp 17); tideimi «Søn» hedder i Akk. Pl. fideimis 0.s.v. Da tideimi må opfattes som en -Stamme ligesom lat. /osíis 0. s. v., må man, hvis man vil sammenligne Lykisk med Indoevropæisk, antage, at et udlydende s er gået tilgrunde. Dette er hverken i sig selv påfaldende (thi det samme er sket i mange andre indoevropæiske Sprog), ikke heller strider det imod Bevarelsen af s i Akk. PI.; thi her var Endelsen som bekendt oprindelig 7s. Bugge gör opmærksom på, at Lykisk her viser en fuldstændig Parallelisme med Armenisk, der ligeledes har tabt s i Nominativ, men bevaret s som Rest af ns i Akk. Ῥ].: armen. ordi «Sen» Akk. Pl. ordis. Akk. Pl. /adas må da sammenlignes med gr. δαρκνανς = δραχμάς i Gortynindskriften, oldpreussisk gennans «feminas». Nom. Pl. havde i Indoevropæisk ligesom Nom. Sing. et simpelt s i Endelsen; dette måtte i Lykisk falde bort, og dermed stemmer det, at «Sønner» hedder fideimi (i Indskriften Limyra 9). Akk. Sing. ladą stemmer ypperligt med lat. mensam gr. χώραν 0. 8. v.; til en anden Stamklasse hører ἔμΐεβ «ἀδελφιδοῦς, ἀδελφιδῆ», Akk. Sing. ἐμπορεῖ. Akkusativformen fezi «Grav» må sammenlignes med lat. turrim gr. πόλιν: om ὦ i Lykisk var nasaleret eller allerede havde tabt Nasaleringen, er et underordnet Spörgsmål. Dat. Sing. af /ada hedder /adiı, hvilket synes at stemme ypperligt med lat. mensae gr. χώρᾳ; alligevel afviser Bugge denne Sammenstilling og benægter, at indoevr. -Z7 eller -ai i Lykisk kunde blive til -z. Grunden er åbenbart den, at Hankönsordene på a efter Bugges Formodning i Dat. Sing. ender på -e (lust tre skal efter Bugge 65 være Dativ af Navnet «Lysander», der hyppigt forekommer i Lykisk og i Nominativ sikkert vilde hedde lusí tra); i disse Stammer var den indoevr. Dativendelse -Οἱ, sm]. gr. λόγῳ. Jeg ser imidlertid ikke noget urimeligt i at antage, at -ἄϊ er bleven anderledes behandlet end -J7, og sammenligner derfor trøstig /adi med lat. mensae. Dativformen ἐπι57 16