88 Holger Pedersen: står imidlertid endnu ikke fast; derimod står det fast, at mange Dativer af Mandsnavne og Kvindenavne ender på -aye: iyamaraye masc., xyuvataye fem.; jeg skal ikke gå nærmere ind på disse Former, men blot sige, at der ikke «er noget i Vejen for at forklare dem som indoevropæiske!. f£¢/ideimi hedder i Dat, Sing. tideimi, Ordet er altså ens i Nominativ, Akk. (som tilfældigvis ikke forekommer af dette Ord) og Dativ. Om Genitiv Sing. har Bugge ikke udtalt sig; der er her Forskel på Personnavne og Appellativer. Personnavnene ender i Genitiv på -A eller -/e: masasah tideimi «Masasa’s Sön», purihimetehe Gen. af purihimeti. - Dette kan være den indoevr. Endelse for o-Stammerne -s/0: sanskr. devasya Gen. af devas «Gud», avestisk yasnahe Gen. af yasnõ «Ofring»; vi må da i Lykisk have den samme Overgang fra s til /, som vi finder i Iranisk, Armenisk og Græsk; -jo må være faldet bort; -e er en lydlig Tilvækst, sml. seiye for se «0g» 0. s. v.; og endelig må Endelsen -/2e, -4 fra o-Stammerne være overført til andre Stammer (f. Eks, ὦ Stammerne). Der er imidlertid en stor Mærkværdighed ved den lykiske Genitiv: den kan deklineres; man har en accusativus genitivi, som vi navnlig gennem en allerede ovenfor citeret bilingv Indskrift har fået Klarhed over; vi finder dér urtaqiyahı kbairu se priyenubehi tuhesm «Ορτακία ϑυγατέρα [Πίριανόβα ἀδελφιδῆν». kbatru er Akk. Sing. = Æbatrąa af kbatra «Datter»; q går nemlig i yngre Lykisk over til u. urtaqiyahıi kbatru er ganske parallelt med masasah tideimi 0. 5. v.; den eneste Forskel er den, at det Ord, som styrer Genitiven, står i Akkusativ; som Følge deraf har også Genitiven antaget en Akkusativendelse. Mod denne Opfattelse, som hidrører fra Imbert, protesterer rigtignok Bugge, der mener, at -πῖ er et Slags efterhængt Artikel; en sådan efterhængt Artikel har man i Armenisk i Formen zn, og den föjes der ofte til en Genitiv: armen. zíagavorin betyder «τὸν τοῦ βασιλέως»; Genitivformen er ¢#agavori, n svarer til Artiklen τὸν, Og z er Akkusativmærke. Men det lykiske -7f bruges helt anderledes end det armeniske z2; det bruges, hvor der ikke er nogen Trang til en Artikel, og det er ganske særligt knyttet til en styrende Akkusativ, medens det armeniske -2 kan være en hvilkensomhelst Kasus. Bugge prøver rigtignok på at bevise, at lyk. f ikke altid skulde være betinget af en styrende Akk.; derved beråber han sig dels på nogle Steder af Ksanthos-Stelen, som jeg ikke ` Sml. qlayeb nedenfor S. 95.