00 Holger Pedersen: stemmer Formen udmærket med Indoevropæisk, hvor Grundformen var -ās, sml. lat. pater familiās. Om de lÌìykiske Former for Gen. Sing. udtaler Bugge sig som sagt ikke; derimod påviser han, at man i Psevdolykisk har s istedenfor ἢ i Genitiv (arppayus for lyk. arppayuh) og zí istedenfor h i den tilhørende accusativus genitivi; ellers plejer det lykiske ἢ at gå tilgrunde i Psevdolykisk (psevdolyk. uvedri — lyk. ħuvedri «konfødereret»). — Tilbage står at omtale Dativ og Genitiv Pluralis. Overfor disse to Kasus kan man nok befinde sig i Tvivl; dog gælder Tvivlen ikke Muligheden af at forklare Formerne som indoevropæiske, men den gælder selve Spörgsmålet om, hvordan de lykiske Paradigmer egentlig ser ud. Det står fast, at ¢ideimii Dativ Pluralis hedder fideime, og at lada i samme Kasus hedder Zada. Dette kan ikke være de indoevr. Dativformer (lat. /ostibðus sanskr. kanyā-bhyas). Bugge forklarer fideime ved at gå ud fra o-Stammernes Instrumentalform (gr. λόγοις), og lada anser han for en Lokativ, der skulde være at sammenligne med lat. arkaisk dēvās. Bugge har dernæst søgt at bevise og efter min Mening også virkelig bevist, at der eksisterer pluraliske Dativ- og Genitiv former på -s: írqqas «til Guderne»; dertil hører en accusativus genitivi på -sf : iyanisr «Ionernes». Torp mener, at disse Genitivformer oprindelig endte på -se; jeg føler mig ikke overbevist derom; hvis der virkelig findes Former på -se, tror jeg ligesom Bugge, at de er mindre oprindelige end Formerne på -s; jeg er tilböjelig til at formode, at -se er opkommet ved Siden af -s ved Efterligning af Endelsen -Ae ved Siden af -2 i Singularis. I Psevdolykisk ender disse Former ikke på -s, men på -z: fírgqiz «til Guderne». Dette må være den ældre Form; thi Bugge sammenligner med rette denne Kasus med den armeniske Dativ og Genitiv Pluralis, som ender på -c (udt. ís), f. Eks. arm. mardoč Dat. Gen. Plur. af mard «Menneske», srtic af sirt «Hjærte». Dette er et overordentlig betydningsfuldt Faktum, da det indeholder det afgörende Bevis for et specielt Slægtskab mellem Lykisk og Armenisk. Endelsen er nemlig ikke simpelthen en indoevropæisk Arv, men beror på en endnu ikke opklaret Nydannelse. Det armeniske c kan være opstået af Æs eller 81. Bugge har tidligere tænkt på en Sammenhæng med den gamle indoevr. Lokativ; denne Forklaring har han nu opgivet og opstiller en ny, som jeg ubetinget forkaster. Jeg foretrækker at holde mig til Bugges første Forklaring, som dog må modificeres noget; måske er den gamle Lokativform bleven sammenblandet