Lykisk. 91 med et adjektivisk Suffiks (sml. got. fiudisks «rnos» oldhüöjt. diutise «tysk»; den tilsvarende slavisk-baltiske Adjektivendelse anser jeg for lånt fra Germansk) — Ligesom man af den singulariske Genitiv på -ἢ har afledet et Adjektiv på -Az, således har man af den pluraliske Genitiv afledet et Adjektiv på -Ζί: surezi af Bynavnet Sura, sppartazi «Spartaner». Dette findes, som ovenfor bemærket, på samme Måde i Armenisk: arm. spartaċ'i «Spartaner». Bugge fremsætter endnu en anden glimrende Formodning; ved Sammenligning med armeniske Stednavne kommer han til det Resultat, at Stednavne som Τεομησσός indeholder en Genitiv Pluralis af et Folkenavn. — Vi er imidlertid endnu ikke færdige med Dat.-Gen. Plur. Både Bugge og Torp antager Genitivformer på -e og -ᾳ, hvilket naturligvis vilde stemme udmærket med indoevr. -Jm (gr. λόγων); Antagelsen synes at stamme fra ingen ringere end Moriz Schmidt, der opfattede Møntlegenden pítaraze som «]Π]}αταρέων». Men nu forekommer der ved Siden deraf Former på -ai og -ei; sladqi eptiehi skal efter Torp betyde «med deres Hustruer»; Torp opfatter det som Dativ, men den antagne Præposition s kan ligeså godt tænkes at styre Genitiv (hvorledes Dativ lyder, viser en bilingv Indskrift: /rppi lada epttehe «ταῖς γυναιξὶν ταῖς ἑαοτῶν). i mā være uoprindeligt; det kan forklares som Hiatus-Indskud; y og v indskydes efter min Mening hyppigt i Hiatus i Lykisk; således opfatter jeg sey atli «0g for sig selv» (— se atli) og uvehi, yngre Form af uhahħi, hvor det første ᾧ er blevet stumt og erstattet af et Hiatus-Indskud. Formerne på -ai forekommer imidlertid ikke blot foran Vokaler, som i det anførte Eksempel, men også foran Konsonanter. Man kan hermed sammenligne, at en Del lykiske Mandsnavne i Nom. Sing. ender på -e: yudaliye, yssbeze, uteve, medens andre, der synes at tilhøre den samme Formation, ender på -οῇ: zerei. Hovedvanskeligheden ved Dativ og Genitiv Plur. er som sagt, at man ikke véd, hvorledes man skal fordele alle de mange Former på Paradigmerne. [Bugge antager en Flertalsendelse -d1 af et aldeles u-indoevropæisk Udseende; men denne Antagelse er ubevislig.] Om Verbalfleksionen har Bugge ikke udtalt sig i Sammenhæng, måske af Hensyn til Torp, hvis Bog bringer mange Bidrag til dette Spörgsmål. Man finder Verbalformer for tredje Person på -ati, -ate, -atẹ og på -ati, -ate, -atu 0. s. v. Den sidste Række anså Deecke for Pluralformer og støttede sig derved bl. a, på en bilingv Indskrift, som beretter: τοῦτο τὸ μνῆμα ἐργάσαντο ᾿Απολλωνίδης Μολλίσιος καὶ Λαπάρας ᾿Απολλωνίδου ... ἐπὶ ταῖς