92 Holger Pedersen: γυναιξὶν ταῖς ἑαοτῶν; her står i den lykiske Indskrift prrønavąte. Imbert (Mém. IX 218) har imidlertid bekæmpet Deeckes Anskuelse og mener, at Formerne af anden Række kun er lydlige Varianter af første Række. Dette strider dog mod, hvad vi ellers ved om lykiske Lydforhold, og kan direkte gendrives; ved Siden af rẹ tepi-tąati «on ensevelira» (Imbert) har man nemlig i et andet Tempus rftepi-tasiti «on ensevelira» (Imbert). De to Former forholder sig tydeligt nok til hinanden om ἰαάᾳ «γυναῖκα» til tuhesri «ἀδελφιδῆν»; derved udelukkes enhver Formodning om, at q skulde være en blot Variant til a. Imbert forsøger også "αὖ påvise, at de to Rækker er funktionelt identiske og beråber sig på Indskrifter som den følgende: eberine yupa meti prínavate eremeneni se lada ehbi hrppi atli epite. Ord for Ord: «Denne Grav (—) byggede B. og Hustru hans for Sely deres». Her er to Subjekter, og dog bruges Deeckes Singularform. Imbert er bleven gendreven af Torp; når en Mand og hans Hustru nævnes som Bygherrer, er der i Virkeligheden kun én Bygherre; helt anderledes, når to Mænd bygger Graven i Forening. (Jeg havde selv, för jeg fik Torps Bog, opstillet det samme Raisonnement; sml. lat. senatus populusque Romanus intelligit; Tidsskriftets Redaktør, Dr. Hude, gör mig i denne Sammenhæng opmærksom på Horats Sat. 2, 6, 65: quibus ipse meique ante larem proprium vescor vernasque procaces pasco). Det står altså fast, at Formerne med Nasalering er Pluralis; Overensstemmelsen med Indoevropæisk springer da i Öjnene (sml. lat. amat, amant ο. 8. v.). Formerne på -ti er Præsens og Futurum; Formerne på -tu er Imperativ ((uvetu «han skal give»; ri tepi-tatu «de skal begrave»); Formerne på -će er Præteritum. Formerne på -¢e veksler, som vi ovenfor S. 80 så, med Formerne på -te. Bugge 39 og Torp 41 tror, at -íe er opstået af -íe under svag Accent. Dette er næppe rigtigt; Formerne må være etymologisk og funktionelt forskellige. Jeg er overbevist om, at vi her har relative Verbalformer af samme Art, som de forekommer i Irsk. Torp har selv påvist, at den Sætning, hvori prræønavate står, er en relatiy Sætning; han oversætter: «hoc sepulcrum is qui aedificavit (est) E.» Den regelmæssige Ordstilling er i Lykisk: Subjekt, Verbum; når Verbet står foran Subjektet, dannes der en relativ Sætning (som da fortsættes også efterat Subjektet er nævnet; ebene tezi mene prínavate yapriye seinepr nepiyete